Nej

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro


- Nyt ankenævn sikrer kunderne i den kollektive trafik en uvildig klageinstans.

Pr. 1. februar 2009 får danskerne et uvildigt ankenævn for offentlig transport.

Denne nye service skal sikre en juridisk korrekt og upartisk behandling af kundernes klager. Nævnet etableres af parterne i bus-, tog- og metrosamarbejdet og Forbrugerrådet.

- Forbrugerrådet er meget glade for det nye ankenævn, og vi håber, at det er med til at give bedre service i dagligdagen for de mange passagerer. Det er positivt, at branchen påtager sig ansvaret og tilbyder deres kunder muligheden for at gå til et godkendt ankenævn, hvis de ikke er tilfredse med de afgørelser, trafikselskaberne har truffet på deres klager, siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.

Gå videre med din klage hvis du ikke er tilfreds
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro behandler klager fra kunder over problemer oplevet i bus, tog og metro den 1. januar 2009 eller senere. F.eks. kontrolafgifter, manglende service og forsinkelser. Det nye ankenævn giver kunderne i den kollektive trafik mulighed for at gå videre med deres klage, hvis de ikke er tilfredse med den afgørelse, det berørte trafikselskab har truffet.

- Vi er glade for i samarbejde med Forbrugerrådet at kunne tilbyde vores kunder denne nyskabelse. Et ankenævn vil skabe yderligere tryghed hos kunderne for, at deres klager bliver behandlet upartisk og juridisk korrekt. Samtidig sikrer vi en professionalisering af hele den kollektive trafik, og vi opnår en bedre dialog og forståelse for vores kunders ønsker og behov, siger indtægtschef i Metroselskabet, Birger Nielsen Schmidt.

Hent formular på nettet
Hvis en kunde ønsker at klage over en afgørelse fra et selskab, skal det ske i en klageformular, der hentes fra klagenævnets hjemmeside » www.abtm.dk (fra 1. feb. 2009). eller sendes efter telefonisk eller skriftlig henvendelse til ankenævnets sekretariat. Herefter behandles klagen af ankenævnet, der træffer en afgørelse.

Det koster et gebyr på 160 kr. at få klagen behandlet. Drejer klagen sig om et beløb under 160 kr., er gebyret 80 kr., som kunden får tilbage, hvis han får helt eller delvist medhold i sin klage.

Ankenævnet består af to repræsentanter for Forbrugerrådet og to repræsentanter fra trafikselskaberne med en dommer som formand. Ankenævnet og vedtægterne er godkendt af økonomi- og erhvervsministeren.

Ankenævnet ledes af et forretningsudvalg med en repræsentant fra Forbrugerrådet, miljø- og trafikpolitisk medarbejder Claus Jørgensen, og en repræsentant fra trafikselskaberne, indtægtschef i Metroselskabet Birger Nielsen Schmidt.

Ankenævnets hjemmeside » www.abtm.dk er tilgængelig fra 1. feb. 2009.

Adresse:
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro
Gammel Køge Landevej 3
2500 Valby
Tlf. 3613 1891 (onsdag – fredag kl. 9.00-11.30).

Yderligere oplysninger ved henvendelse til:
Rita Kjær, Midttrafik, tlf. 8740 8226, e-mail: rkj@midttrafik.dk