Nej

Etape 1

Grundtanken i letbanevisionens 1. etape er at bygge en letbanestrækning fra havnen i Aarhus midtby mod nord ad Randersvej via Skejby Sygehus og videre i eget tracé til byudviklingsområdet i Lisbjerg. Herved opnås en letbanebetjening i en af de mest intensive transportkorridorer i Aarhusområdet. Herfra føres tracéet videre mod øst og kobles sammen med Grenaabanen ved Lystrup. I denne del af byen er der planer om en meget stor udbygning med boliger og arbejdspladser, hvorved der er god grund til at begynde etableringen af letbanen med netop denne strækning.


Letbanens 1. etape

Den første etape skal således sikre en god dækning af de mange boliger og arbejdspladser i Aarhus N samt Aarhus midtby. Den nye letbanestrækning skal sammenkoble Grenaabanen og Odderbanen, hvilket vil give gode rejsemuligheder til og fra Lystrup, Skødstrup og Hornslet mod nord samt Tranbjerg, Beder, Malling og Odder mod syd.


Letbanens 1. etape med ny banestrækning i Aarhus N

Passageranalyser viser, at det er vigtigt for et attraktivt kollektivt trafiksystem, at der er hyppige afgange. Der forudsættes derfor en høj frekvens - op til 12 afgange i timen - på den mest centrale letbanestrækning mellem bymidten og Skejby/Lisbjerg, mens frekvensen på andre strækninger er lavere. Samtidigt er det vigtigt, at letbanen ikke sinkes af den øvrige trafik. Mellem Lystrup og Skejby kører den nye bane derfor i egen tracé, og mellem Skejby og Nørreport reserveres den midterste del af vejbanen til letbanetraceet.

Letbanen bliver rygraden for den kollektive trafik i de bydele, hvor den kører, og busdriften skal derfor tilpasses de nye strukturer. Jernbanen gennem Risskov opretholdes til hurtige tog til/fra Grenaa og til godstog. Det er meningen, at de nye letbanetog skal køre på både Grenaabanens og Odderbanens eksisterende spor, og de to baner skal have fælles køreplan. Overordnet bygger etape 1 videre på den samdrift, der allerede er planlagt mellem Odderbanen og Grenaabanen.

Nogle af de faktorer, der har spillet ind ved valg af placering og udformning ved letbaneprojektets etape 1, har været følgende:

  • Der bliver hurtige og direkte letbanetog til de mange arbejdspladser i Aarhus N. I den forbindelse vil der være gode rejsemuligheder fra nordøst fra Lystrup, Hjortshøj, Skødstrup, Hornslet og de øvrige byer på Djursland, og fra syd fra midtbyen samt Tranbjerg, Beder, Malling og Odder.
  • Den planlagte placering for letbanedrift giver et stort passagergrundlag. Det er den strækning i Aarhus, hvor der er flest passagerer i den kollektive trafik, nemlig strækningen mellem Aarhus midtby, universitetet, Kommunehospitalet, Skejby Sygehus og til de mange øvrige arbejdspladser i Aarhus N.
  • De nye bydele ved Lisbjerg/Trige med omkring 20-25.000 indbyggere får en kollektiv trafikbetjening til og fra Aarhus af meget høj kvalitet.

I løbet af foråret 2008 blev forarbejdet til udarbejdelsen af en VVM-redegørelse for letbanens 1. etape påbegyndt. VVM-redegørelsen ligger til grund for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg, der er det planmæssige grundlag for realiseringen af letbanens 1. etape.