Nej

Fordele og ulemper

Busdrift er en meget fleksibel og billig løsning for den kollektive trafik i mindre byområder, hvor passagertallet er lavt, og hvor der ikke er væsentlige trængselsproblemer på vejene.

I større byer, hvor der er trængsel og tæt trafik falder kvaliteten af almindelig bustrafik i blandet kørsel. Der kan rettes op på kvaliteten ved at lave busbaner og signalprioritering for busser, men det kræver at der afsættes særlige vejarealer til busser, hvor der er køer og ventetider i trafikken.

På særligt befærdede stækninger i større byer vil det være nødvendigt med et meget stort antal busser, og man kan nå et niveau, hvor det driftsøkonomisk bliver interessant at erstatte busser med letbanetog fordi de har en højere kapacitet. I Århus er der på nogle strækninger op til ca. 40 busser i hver retning i myldretiden.

Set i forhold til busser og tog har letbaner væsentlige fordele:

•  Letbanen kan i forhold til tog både køre i sit helt eget tracé, indpasses langs eksisterende veje i eget spor eller køre i blandet trafik
Letbanen er hurtigere end busser og giver bedre tilgængelighed til boliger og arbejdspladser end tog
Letbanevogne kan med en længde på 30-37 m meter transportere flere passagerer end busser. Hvor der er meget tæt trafik kan et dobbelttogsæt på op til 75 m. erstatte 4 ledbusser
Etableringen af en letbane kan reducere bustrafikken på vejnettet og dermed bustrafikkens miljøgener
Ved kørsel i eget tracé opnås en høj komfort med jævn og rolig kørsel
Ved kørsel i eget tracé har letbanen en højere regularitet og pålidelighed end busser
De lave gulve i letbanevogne og deres præcise placering ved perronerne gør det lettere for ældre, gangbesværede, køretolsbrugere og folk med barnevogne at foretage på- og afstigning
Letbaner kan etableres forholdsvis hurtigt i forhold til jernbaner, idet eksisterende infrastruktur kan udnyttes
Erfaringer viser, at erstatning af busdrift med letbane giver en stigning i anvendelsen af kollektiv trafik

Der er også visse ulemper forbundet med letbaner. Letbaner er ikke så fleksible som bustrafik. Det stiller store krav til byplanlægningen. Byvæksten må koncentreres om letbanelinjerne.

Der er endvidere ulemper i forhold til biltrafikken:

•  Ved kørsel på samme vejareal som biltrafikken kan letbanen forårsage gener for afviklingen af den øvrige trafik. Som eksempel på dette er signalprioritering i lyskryds, forhindring af venstresving mellem kryds samt reduktion i kapacitet for den øvrige trafik
Etableringen af en letbane i et eksisterende areal medfører en nedprioritering af de øvrige vejelementer som f.eks. parkering
Visse steder kan det være nødvendigt at omlægge trafikken eller ekspropriere eksisterende bygninger
En reduktion af biltrafikken på vejnettet langs med letbanen kan betyde en stigning andre steder