Nej

Historie om den skinnebårne trafik i Århus og omegn

Sporvogne og tog har gennem de seneste mere end 100 år spillet en rolle i den kollektive trafik i Århus og omegn.

Sporvogne
Ideen om at sætte trafikken i det indre Århus på skinner er langt fra ny. Allerede i 1884 åbnede en hestedrevet sporvognslinie i Århus. Den ophørte i 1895, idet ruten ikke var økonomisk rentabel. Og i 1904 kom så den første elektriske sporvejslinie. Ruten lå fra Dalgas Avenue til Guldsmedgade  - en strækning på godt 4 kilometer.

Frem til 1927 var sporvejene private, og blev drevet af ”Aarhus Elektriske Sporvej” Da kommunen overtog driften, skiftede navnet til ”Århus Sporveje” – der jo bruges den dag i dag.

Da kommunen overtog sporvejene blev linien udvidet mod nord, så den fik endestation ved Marienlund og en ny line 2 blev også etableret. Begge dele skete i 1930.

Under anden verdenskrig blev sporvejes rolle i den kollektive trafik i Århus større end den havde været, idet busdriften blev indstillet på grund af mangel på brændstof. Derfor var det også et meget hårdt slag for byen, at sporvejens remise blev schalburgteret af tyskvenlige sympatisører i 1944. Stort set alt det rullende materiale gik til i en ødelæggende brand.

Kort efter befrielsen blev nogle af de gamle motorvogne dog genopbygget, og i juli 1945 kørte der atter sporvogne i Århus. Nybyggede motor- og bivogne blev sat ind frem til 1947, hvorefter der alene blev investeret i busser.

Dødsstødet for sporvognene i Århus kom i 1970, da byrådet besluttede at gøre Søndergade til gågade. Som konsekvens heraf stoppede sporvognsdriften. Den sidste sporvogn i rutefart kørte den 6. november 1971.
 
Tog
I 1862 kom jernbanen til Århus, som blev et knudepunkt for jernbanetrafikken i Jylland. Det stod hurtigt klart, at der var perspektiver i et benytte jernbanen til at effektivisere trafikken til og fra Århus og nærmeste opland.

I kortere og længere perioder har der været nærtrafik via jernbane mod vest til Brabrand og mod nord til Ryomgaard med udgangspunkt fra banegården på Østbanetorv. Denne trafik har været varetaget af DSB, der i dag driver ruten mellem Århus og Grenå, som har adskillige stop i Århus Kommune.

To private jernbaner har haft deres udgangspunkt i Århus. I 1908 startede Århus – Hammel Jernbane, som havde endestation i Carl Blochs Gade. Banen blev i 1914 forlænget til Thorsø, og den blev nedlagt i 1956. I alt var der 16 stationer på den 46 kilometer lange bane.

Den anden privatbane eksisterer stadig, men er i dag ejet af Region Midt. Den går fra Århus til Odder og drives af Hads-Ning Herreds Jernbaner. Denne linie blev etableret i 1884, og gik tidligere helt til Hov.




Byens første sporvognslinje igennem Søndergade, 1904 (Kilde: Århus Sporveje)


Sporvogn fra "Aarhus Elektriske Sporvej",
1919 (Kilde: Århus Sporveje)



Motorvogn og bivogn, 1930 (Kilde: Århus Sporveje)


Banegårdspladsen, 1939 (Kilde: Århus Sporveje)