Midttrafik - logo
Nej

Hverdagen i busserne
Nogle af chaufførerne og kontrollørerne i Århus Sporveje og Midttrafik fortæller i de kommende måneder om deres oplevelser på arbejde ude i de gule busser. Skribenternes ord er udelukkende udtryk for deres egne holdninger og oplevelser.

De skriver:   
Adam, billetkontrollør i Midttrafik, 2008      John, Chauffør i Århus Sporveje, 2007      Adam, 40 år (tv). Billetkontrollør i fem år. Før det chauffør i fem år. Læs: Brækkede næsen på job.

John
, 59 år (th). Chauffør i knap fem år 


[28/4-2008]
Udsalgsfeber i bussen
Mandag eftermiddag linje 11 mod Skejby.
Bussen er rimelig fyldt op. En del passagerer skal af ved stoppet Emil Vetts Passage/Magasin. Jeg holder ind bag en anden bus og åbner dørene. På trods af at der er mange passagerer på vej ud, er der en dame som forsøger at mase sig ind af fordøren. En type som jeg kalder udsalgstypen, fordi de på trods af at stå bagest i en kø ved hjælp af albuer og hofter kan komme forrest inden for 10 sekunder.

Jeg beder hende om at gå ned til indgangsdøren, som er åben. Det vil hun ikke, for nu står hun jo her og ”du skal ikke være så sur”, siger hun til mig. Jeg fortæller hende, at såfremt hun ikke ønsker at stige på bussen ved den korrekte dør, kan hun ikke komme med. Damen kendte mange flotte ord, som jeg slet ikke kunne nå at lære på den korte tid, alle møntet på mig.

Jeg sagde, at jeg ikke ville debattere sagen, men hun skulle være velkommen til at sende en klage til Midttrafik. Om det kommer så vidt, ved jeg ikke. Sagen her endte med at damen ikke kom med den bus, jeg var chauffør på. Det er en ting som virkelig kan irritere en chauffør, hvis folk skal mase sig ind af fordøren, mens der er andre som gerne vil af.
Hilsen John :( - :( -


[23/4-2008]
Drikkepenge UHA- DADA??
Eftermiddag, linje 25 fra Tilst mod Søndervang.
To yngre mænd kommer ind i bussen ved stoppestedet Ertebjerg. Den ene forsøger sig med sit klippekort i den nærmeste klippekort automat. Jeg kan tydeligt høre, at han ikke har held med sit forehavende, da automaten hver gang der prøves at klippe afgiver en bip-lyd.

Det kan der være forskellige årsager til; våde kort, bøjede kort, for langsom indføring i automat osv. Da jeg denne dag kørte en ledbus, med to klippeautomater, tog jeg højttaleren og sagde: ”Prøv den anden automat!” Det gjorde han, og jeg hørte tydeligt to klip.

Den unge mand kiggede mod mit indvendige spejl, smilte og sagde ”Tak!” Jeg smilede igen og sagde ”Velbekomme”. Herudover forløb turen planmæssigt til lige før stoppet Kongsvang.

Den unge mand kom op til mig og spurgte. ”Har du nogen sinde fået drikkepenge?” Jeg sagde, ”Nej, det kan jeg ikke huske, og dog var der en gang, hvor jeg fik en flaske vin juleaften". Jeg begyndte at grine og sagde, at jeg nok også ville blive overrasket, hvis nogen gav mig drikkepenge. ”Men må du ikke tage imod drikkepenge?”, spurgte den unge mand! ”Det har jeg faktisk aldrig tænkt over”, replicerede jeg.

I mellemtiden var vi nået til stoppestedet, og da jeg holdt ind og åbnede døren, sagde den unge mand ”Du har fået drikkepenge nu”, hvorefter han stak mig en hundredemand. ”Det mener du ikke”, sagde jeg. ”Jo”, svarede han, ”for du er god til at køre bus”.

Den bemærkning blev jeg rigtig glad for. Hundredelappen vidste jeg ikke umiddelbart, hvad der skulle ske med. Er det lovligt at modtage drikkepenge som chauffør ved Sporvejene? Hvis det sker, er de så skattepligtige eller kommer det under bagatelgrænsen? Efter lidt overvejelse kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kunne modtage drikkepenge af flere gode grunde.

Jeg betragter mig derfor i denne situation som viderebringer af et beløb, som ved første lejlighed blev lagt i kirkebøssen, hvor der blev samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp. På deres vegne siger jeg tak for bidraget.
Hilsen John :) - :) - :) -


[15/4-2008]
Cykelbusser?
Torsdag middag står jeg ved Banegårdsplads og venter på at afløse en kollega på linje 18. En linje 55 holder ind og afsætter/optager passagerer. Jeg observerer en ung pige med en cykel. Hun har tilsyneladende til hensigt at stige på bussen - vel at mærke med cykel og bagage.

Hun gør det faktisk, får cyklen ind i bussen som den naturligste ting i verden. Jeg veksler et par øjenkast med min kollega i linje 55, som også har bemærket episoden. For at spare ham lidt tid gør jeg tegn til, at jeg involverer mig i episoden.

Jeg entrer bussen og siger til den unge dame: ”Undskyld, men her i Århus må vi ikke tage cykler med i bussen!”. ”Ja, men kan du ikke se den er punkteret”, replicerer hun! ”Jo, det kan jeg godt, men vi må heller ikke tage punkterede cykler med”.

Hun syntes godt nok, at det var en underlig ting, og at jeg måske ikke var helt med på noderne. Hun forlod dog uden yderligere kommentar bussen med cykel og hvad dertil hører.

Jeg forsøgte at forklare hende, at spørgsmålet havde været på et byrådsmøde, samt at der evt. kunne opstå erstatningsspørgsmål i forbindelse med tilsnavsning med skidt eller olie fra cykler til andre passagerer. Det lod dog ikke til, at hun var så interesseret i en forklaring. Nu er det ikke første gang jeg har været ude for dette fænomen - det sker faktisk af og til.

Husk på, kære "cykel-passagerer", chaufføren laver ikke reglerne. Han/hun skal blot sørge for, at de overholdes.
Hilsen John :-) :-) :-)


[11/4-2008]
Det er dumt at opgive falsk navn - Tag det som en mand/kvinde!
Jeg synes det er tid at gøre opmærksom på, hvad der kan ske, hvis man opgiver falsk navn og adresse, når man får en afgift i bussen. I værste fald kan det betyde enden for din uddannelse, da du kan få en dom for bedrageri og/eller dokumentfalsk.

I går aftes forsøgte en sig først med nogle fødselsdata, som var ugyldige. Så forsøgte hun med et navn, som ikke passede med den adresse, hun opgav. I den situation er vi derude, at alternativet er, at der skal tilkaldes politi - for alt hvad vedkommende siger og skriver derefter kan man ikke stole på. Med mindre der kan fremvises pas eller kørekort.

Der er også nogen, som "deler" sygesikringsbeviser, og det er en farlig kurs at komme ind på blot for at spare en afgift. Se blot her:

Straffelovens § 174 bestemmer, at "den, som i retsforhold gør brug af et ægte dokument som vedrørende en anden person end den, hvem det virkelig angår, eller på anden mod dokumentets bestemmelse stridende måde, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder".

Kører du uden billet og bliver opdaget, så tag det som en "mand/kvinde". Det koster godt nok 500 kr., men yderligere snyd kan koste dig din uddannelse og fremtidige jobmuligheder.
adam


[28/3-2008]
Mangel på mønter
Eftermiddag på linje 11:
Normalt har chaufføren vekselpenge til at kunne veksle en hundredemand eller en halvtredser. Når chaufføren igen kommer på stationen, kan han veksle sedlerne om i en vekselautomat. Det hænder, at denne automat er defekt eller udgået for mønter, og så har chaufføren ikke mulighed for at få vekslet om.

Jeg var ude for dette, og naturligvis er der en yngre dame, som gerne vil have vekslet en 100 kr. seddel. Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, og jeg forklarede damen, at jeg ikke havde mulighed for at hjælpe. Jeg kunne godt mærke, at hun blev lidt stram i betrækket, da jeg forklarede, at det var hendes eget ansvar at have lige penge til automaten i bussen, og at hun ville få en bøde såfremt der kom kontrol.

Det er en træls situation, både for chaufføren og for kunden, men vi har jo heller ikke mulighed for at veksle ubegrænset, da vi kun har et lille beløb at rotere med. Det er mest udtalt omkring den første i måneden, så jeg ønsker, at kunderne tænker en ekstra gang på byttepenge til bussen.
Hilsen John .-)


[25/3-2008]
Kommunikation er en svær ting!
Eftermiddag, linje 11 mod Østerby:
Jeg lander ved stoppestedet Klostertorv. Der er flere passagerer som skal af og på. Lige før jeg skal til at køre igen, kommer en nydelig dame i sin bedste alder hen til fordøren og siger:

"Undskyld, holder du på Viby Torv?" Jeg svarer: "Nej, jeg holder på Klostertorv!". "Det tænkte jeg nok", siger damen, hvorefter hun trækker sig baglæns for at markere, at nu er samtalen forbi.

Det er dejligt at være buschauffør ved Århus Sporveje.
Hilsen John :-) :-) :-)


[14/3-2008]
Er chaufføren idiot?
Morgen på linje 9 fra Lystrup kl. 07.31 mod Grøfthøj:
Denne afgang er én af de meget kritiske, rent tidsmæssigt. Der er normalt ekstremt megen trafik ind ad Lystrupvej og op ad Grenåvej. Så slipper det lidt op til Marienlund, hvorefter det starter igen.

I øjeblikket er det helt galt, fordi den ene ligeud kørebane ved Østbanetorv er lukket. Altså skal al trafik deles om én højresvingsbane. Der er også mange cyklister, så kun få biler kommer med for grønt lys.

I dag var jeg så forsinket en del, ca. 8 min. ved banegården. Det fik jeg sandelig at vide, da vi nåede Jyllandsposten. En yngre dame var meget ophidset over situationen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor denne bus altid var forsinket. Jeg forsøgte at forklare, men det lod ikke til, at hun var i humør til at høre efter. Hun mente, at jeg var en kæmpe idiot. Hvad øvrige kunder mente om hende, egner sig ikke til gengivelse her.

Sådan er det også at være buschauffør. Jeg håber hun læser dette og trods alt har haft en god dag.
Hilsen John - Så smil dog, det hjælper!


[13/3-2008]
Må vi tage hunden med i bussen?
Fredag eftermiddag linje 9 mod Lystrup: Jeg har intet imod hunde, men der er en regel om, at hvis de ønskes medbragt i bussen, skal de være i en taske. Til gengæld koster det ikke noget at have dem med.

Jeg har nu flere gange været udsat for at måtte forlade mit sæde for at gøre en kunde opmærksom på denne regel. Hver gang har jeg fået det svar, at de gerne må have hunde med - uden taske - hos andre chauffører. Jeg tror ikke på dette, for hvis det var rigtigt, ville der sikkert være mange flere hunde i busserne. Jeg må opfordre kunderne til at rette sig efter reglerne, det gør tingene nemmere for alle.
Hilsen John :-)


[12/3-2008]
UPS - UPS – UPS
Formiddag i linje 25:
Så skete det som ikke må ske, men som alligevel forekommer ofte.
En dame har trykket på stopknappen for at stå af ved næste stoppested. Chaufføren - I dette tilfælde mig - har været andre steder henne i mine tanker. I hvert fald har jeg overset den lille lampe på instrumentbordet, som angiver stop. Da jeg kører forbi stoppestedet, starter protesten 12 meter nede i bussen med høje råb.

Samtidig med at damen bevæger sig frem i bussen og ligner en tordensky råber hun: "Du stoppede ikke - jeg har trykket på knappen!" Jeg var godt klar over med det samme, at der var lagt i kakkelovnen til lille mig, så jeg bremsede ned på en rolig facon alt imens jeg tænkte på hvordan denne situation kunne vendes positivt.

Da bussen holdt helt stille, og damen havde fået brokket en del mere af sig - samtidig med at hun var nået helt op til chaufførudgangen - sagde jeg: ”Det må du undskylde, men jeg havde helt glemt, at det var tirsdag!” Damen lignede et stort spørgsmålstegn, til jeg fortsatte: ”Om tirsdagen holder vi nemlig altid ved det stoppested!”.
Damen havde heldigvis humor og følte nok at vi lige var blevet bedre venner, end vi havde været for bare 10 sekunder siden. Hun smilte til mig og ønskede mig en god dag. Pyha, - Men den går nok ikke hver gang.
Hilsen John :-) :-)


[11/3-2008]
Ung mand snød - og snød sig selv
Var et smut ude og kontrollere på linje 12 med en kollega. Vi stod ved Paludan Müllersvej og ventede. Bussen kom, og et par stykker skulle have lidt ekstra service :D

Mens jeg står og skriver en afgift, springer en ung fyr ud af døren og løber som om en vis herre var i hælene af ham. Det sker indimellem, og det kan jeg ikke gøre så meget ved. Nå, men jeg bliver færdig med mine afgifter og stiger på bussen, som ventede imens. Chaufføren havde god tid, så det ville han gerne vente på.

Vi kører, og ved næste stop kommer der et par stykker ind i bussen. Søreme om ikke den unge fyr fra tidligere kommer ind, går lige forbi mig, hvor jeg er ved at skrive en kontrol afgift til en kunde, for at sætte sig ned. Så skulle han da lige tjekkes, og surprise … han havde ingen billet og fik så derfor en afgift fra mig.

Da vi hopper af bussen senere, min kollega og jeg, ville han jo gerne høre, hvad det gik ud på, og jeg forklarede så om episoden. Det er vel ikke nødvendigt at sige, der blev grinet lidt af den fyr, som troede at han sparede 500 kr. i kontrol afgift, for så at tage med den samme bus - et stop senere - og være så dum ikke at trække en billet.
adam


[10/3-2008]
Mange bilister chikanerer os hver dag
Jeg tog forleden et stykke blankt papir og en blyant med på arbejde. Jeg ville prøve at registrere hvor megen chikane, vi som chauffører er udsat for af andre billister - i håbet om at de som læser dette kan være med til at sprede budskabet om, at det nogle gange er svært at komme frem i trafikken her i Århus.

Min registrering gik på hvor mange gange en enkelt bus bliver chikaneret på følgende måder:
  1. Overhaling med efterfølgende opbremsning foran bussen
  2. Udkørsel foran bus fra sideveje efter parolen "Det kan jeg godt nå, det er jo kun en bus"
  3. Taxa opsamling og afsætning i busbane
Resultat fra en eftermiddagsvagt på linje 25 med en varighed på 5½ time:
1) 9 stk. 2) 14 stk. 3) 2 stk. Jeg er selv overrasket og forstår bedre, hvorfor man nogle gange er dødtræt, når det er fyraften. Det kunne være rart med en lidt bedre trafikkultur - eller skal der mere politi på gaden?
Hilsen John


[6/3-2008]
RESPEKT!
Linje 9 tirsdag 4. marts: Normalt er det sådan, at når vore kunder er kommet ind i bussen og ikke har rede penge til billetten, vil de gerne have vekslet hos chaufføren. Det er absolut ikke altid, at kunderne er lige venlige i den situation.
Det kan foregå på mange måder. For eksempel: "Jeg skal lige have vekslet!" Eller også bliver der smidt en seddel i vekselbakken uden kommentarer. Denne situation udløser som regel ikke reaktion fra chaufføren, men efterfølges ofte af kunden med ordene "Kan du ikke se, jeg skal have vekslet? Der er mange varianter af bydemåden, og at skitsere dem alle kan blive langsommeligt.
Men i dag skete der et mirakel!

En yngre dame kom op til mig med en halvtredser, som vel at mærke var foldet helt ud, og spurgte. "Kan De veksle halvtreds kr. for mig?" Jeg blev først mistænksom, for her var da én, som ville tage gas på mig, men nej - damen fik vekslet og sagde "Tusind tak skal De have!". Jeg troede ikke mine egne ører, men tænkte lidt over det. Det er ikke fordi, jeg er snobbet, eller bare noget der ligner, men jeg blev enig med mig selv om, at denne dame måske også var træt af den nedgørelse, som vort sprog er udsat for i tiden. Og måske ville hun ligesom markere at der var respekt for det arbejde jeg udfører til daglig. Det var en god oplevelse.
Hilsen John :-)


[5/3-2008]
Rådgav pensionist, så hun sparer penge
En simpel kontrol situation: En dame af ældre dato har i mange år valgt at køre på deltidskort og var egentlig lidt utilfreds med, at hun ikke kunne køre i "spærretiden". Vi fik en snak om tingene, og det viste sig, at hun brugte to til tre klippekort om måneden udover hendes faste deltid månedskort. Så er det pludselig for dyrt - for en pensionist.

Hun var ikke lige klar over, at prisen for det ene klippekort næsten kunne dække udgiften til et fuldtids månedskort. Så der var kun en vej for hende, og det var ned og lave hendes kort om til et fuldtidskort og begynde at spare penge. Som vi alle ved, er det ikke alle pensionister, som har så meget at gøre med hver måned. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at hun var glad for det lille tip!

Det er også en del af vores arbejde som billetkontrol - og en af vores vigtigste opgaver - at rådgive kunder om det bedste tilbud. Og vi gør det gerne med et smil. Husk det! Vi er der for at blive brugt, vi laver mere end blot kontrolafgifter.
adam


[4/3-2008]
En irriterende mandagshistorie!
Skulle køre linje 11 med start fra garage kl. 11.56. Den tildelte vogn var ikke til stede. Det viser sig, at den først skal komme i garage kl. 12.07. Da jeg skulle have tjekket vognen inden udkørsel - og min seneste afgang fra garage var kl. 12.06 - kan man jo nok regne ud, at der blev en opstart med en forsinkelse - på ca. 7 min. fra endestation. Dette betød, at runden efterhånden blev 7-12 minutter forsinket.

Hvem er det så, der får alle skideballerne? Det er chaufføren, i dette tilfælde mig. I sådan en situation er der ingen passagerer, som kan ”købes” med smil, bolsjer eller andet. Ikke engang en ordentlig forklaring kan man give dem, for de forstår ikke alle de ”frække” ord som vognudsættelse, køretavle, ansvar for bussens tilstand osv.

Derfor er der måske en ikke så venlig chauffør bag rattet. Det er ikke altid let at holde humøret oppe, såfremt sådanne ting sker ofte. Dette er forklaringen på hvorfor i går var én af de mandage.
Hilsen John


[28/2-2008]
Den første solstråle i dag
Afgangen 06.39 linie 25 Søndervangen.
Far og søn følges sandsynligvis på arbejde/institution. Dette par har været med på samme afgang hver gang, jeg har kørt den. Sønnen, som er 2-3 år, er naturligvis træt på dette tidspunkt og indimellem lidt utidig. Han vil ringe hele tiden og plager om forskellige ting, kort sagt han fylder en del, selv om han ikke er ret stor.
I dag lykkedes det en anden kunde at komme ham i forkøbet med at ringe, da de skulle af. Der var optræk til det store drama ...

Heldigvis havde jeg smilebolsjer her i tasken. Jeg tog et frem og rakte det til drengen med ordene: "Kan du nu have en rigtig smiledag". Det virkede med det samme, knægten flækkede i et stort smil fra øre til øre, og sandelig om ikke det samme gjaldt for faderen. Han opfordrede drengen til at sige pænt "Tak" - hvilket han også gjorde. De stod begge stille på fortovet efter afsætning og vinkede til mig. En god start på dagen for både dem og mig.
John