Har du brug for hjælp ?

Vi sidder klar i kundeservice til at hjælpe dig.

Tlf. 70 210 230 (Alle dage 7.00 - 19.00)

Skriv til os eller chat med os

Kunderne har kåret Midttrafiks bedste busselskaber i 2016

Én gang om året kårer Midttrafik de busselskaber, der har den højeste kundetilfredshed. Midtbus Jylland og Keolis vinder titlen i 2016. Derfor kører Midtbus Jylland og Keolis med flag på busserne i dag. 

Om bedste busselskab
I uge 40 og 44 var Midttrafiks kunder med til at finde det busselskab, som gør en ekstra indsats for at få glade og tilfredse kunder i busserne. Ud over kundetilfredshedsmålingerne tages der ved kåringen højde for, hvilken kvalitet busselskaberne har leveret i 2016. Her inddrages antallet af kundeklager, antallet af registrerede kvalitetsproblemer med busserne, og om chaufførerne har deltaget på Midttrafiks chaufføruddannelse Fly High. 

Busselskaberne var inddelt i to puljer: én med små ruter, der kører under 15.000 køreplantimer, og én med store ruter, der kører over 15.000 køreplantimer.

Midtbus Jylland vinder prisen for små ruter
Midtbus Jylland ligger i toppen i alle spørgsmål i tilfredshedsmålingen i puljen med små ruter. Herudover klarer de sig flot i kvalitetsvurderingen, hvor de har få kundeklager, få registrerede kvalitetsproblemer med busserne og chauffører, der deltager på chaufføruddannelsen.  

- Vi er stolte over at have vundet prisen som Midttrafiks Bedste busselskab 2016, fortæller Kim Christensen, vognmand hos Midtbus Jylland. Vi mener selv, vi yder en stor indsats. Vi kører efter de tre s’er: sikkerhed, service og stabilitet. Vores chauffører er vant til at køre turistkørsel, og som turistchauffør er det en nødvendighed at yde den ekstra gode service for at bibeholde kunden. Det er den gode service, vi prøver at tage med over i den rutekørsel, vi kører for Midttrafik. Vi kan mærke på vores chauffører, at de har en faglig stolthed, og de er glade for, at der bliver sat pris på den gode service, de yder.

Udover den flotte titel modtager Midtbus Jylland 75.000 kr. i bonus. 2. pladsen på 50.000 kr. går til De Gule Busser og 3. pladsen på 25.000 kr. går til Malling Turistbusser i puljen med små ruter.

Midtbus Jylland kører lokale ruter i Viborgområdet bl.a. rute 75 og 766.

Keolis vinder prisen for store ruter
I puljen med store ruter klarer Keolis sig bedst af alle busselskaber på samtlige spørgsmål i tilfredshedsmålingen. Keolis klarer sig også godt i kvalitetsvurderingen, hvor de har få kundeklager, få registrerede kvalitetsproblemer med busserne og chauffører, der deltager på chaufføruddannelsen.  

- Vi arbejder med sikkerhed i driften, ved at busserne er i orden, så man kan stole på, at vores busser kommer, fortæller Freddy Jepsen, driftschef hos Keolis. Det er en del af den service, vi mener, er vigtig. Herudover er den personlige service vigtig, fordi vores chauffører møder mange forskellige kunder i bussen hver dag, der alle skal have den samme gode service, der skal tilpasses den enkelte kunde. Dialogen om, hvordan vi bedst gør det, har vi i chaufførstuen kollegaer imellem. Det er vigtigt, at man hjælper hinanden, så vi sammen kan levere service, sikker og stabil kørsel.

Keolis modtager også 75.000 kr. i bonus. 2. pladsen på 50.000 kr. går til De Grønne Busser og 3. pladsen på 25.000 kr. går til Arriva i puljen med store ruter.

Keolis kører regionale ruter i Østjylland bl.a. rute 111, 115 og 200.