Letbanerådet lægger brikkerne til ny visionsplan

Efter kommunal- og regionalvalget i november tager et nyt hold politikere plads i Letbanerådet. Et solidt sæt anbefalinger fra det afgående råd sikrer, at de nye rådsmedlemmer ikke begynder fra nul. Tværtimod står de stærkt rustet til at styrke visionen for den kollektive trafik i Østjylland.

Her i nyhedsbrevet kan du dykke ned i flere af de nye anbefalinger. Læs også interviews med Letbanerådets formand, Anders Kühnau (A), og to af rådets andre medlemmer.

Store investeringer i den kollektive trafik får mange østjyders hverdag til at glide nemmere. Det er dog vigtigt, at pengene bliver brugt de steder, hvor de gør størst gavn. Efter et grundigt forarbejde er det afgående letbaneråd nu kommet med en række konkrete anbefalinger til det kommende råd. Vanen tro vil Letbanerådet nemlig få en ny sammensætning efter kommunal- og regionalvalget. 

Anders Kühnau (A) er regionsrådsformand i Region Midtjylland og dermed også formand for det nuværende letbaneråd. Han siger om de nye anbefalinger: 

– Det er vigtigt, at det nye letbaneråd ikke skal starte fra nul, men bygger videre på det solide fundament, som det nuværende råd har lagt. Ved at overlevere vores anbefalinger sikrer vi, at viden, erfaringer og de langsigtede perspektiver bliver taget med videre – til gavn for både samarbejdet og den højklassede kollektive trafik i Østjylland.

Mobilitet med borgerne i centrum

En stor opgave for det kommende råd bliver at opdatere visionsplanen for den højklassede kollektive trafik i Østjylland. I dag hedder planen Samspil 2030, men i en opdateret form vil den række 10 år længere frem eller mere. 

– Det kommende letbaneråd får en nøglerolle i at fastholde den strategiske retning og holde samarbejdet på sporet – også i en tid, hvor rammerne for den kollektive trafik i Danmark kan være i bevægelse. Rådet skal samle aktørerne og sikre, at vi fortsat tænker effektiv og sammenhængende mobilitet på tværs af kommune- og regionsgrænser – og med borgernes behov i centrum, lyder det fra Anders Kühnau. 

Når det nye letbaneråd er sammensat efter valget, begynder arbejdet med en opdateret visionsplan for alvor i foråret 2026. Her er det vigtigt at være både ambitiøse og realistiske, pointerer regionsrådsformanden.

– Det handler om at sætte klare mål for, hvordan vi skaber attraktive alternativer til bilen – med høj frekvens, god tilgængelighed og stærk sammenhæng mellem transportformer. Men det handler også om at fastholde det brede samarbejde og sikre politisk opbakning på tværs af geografi og myndigheder, siger han.

Dialogmøder med alle parter

Konkret består en række af anbefalingerne fra Letbanerådet af: 

  • Projektanbefalinger, som handler om investeringer i den kollektive trafik. Nogle anbefalinger er nye, mens andre handler om projekter fra Samspil 2030, der kan omtænkes eller udgå i en opdateret visionsplan.
  • Fokusområder, som kan være med til at give det tværkommunale samarbejde i Letbanerådet et løft. 

Læs om nogle af anbefalingerne i denne artikel

Letbanerådet vedtog anbefalingerne i april 2025, og de er blevet til på baggrund af en grundig proces. Allerede i sommeren 2024 holdt Letbanesekretariatet i Midttrafik individuelle dialogmøder med alle parter i rådet. Her er otte østjyske kommuner, Region Midtjylland og Midttrafik repræsenteret. 

– På møderne bød alle ind med idéer til projekter, der meningsfuldt kan være med til at løfte den kollektive trafik. Hen over efteråret og vinteren har COWI så hjulpet os med at screene projektforslagene og vurdere, hvilke der har størst potentiale, siger Henrik Juul Vestergaard, afdelingschef for Planlægning, Rådgivning & Flextrafik i Midttrafik. 

– Der har i Letbanerådet været fælles fodslag om, at vi skulle prioritere forslag i hovedfærdselsårerne, hvor den kollektive trafik har stort passagerpotentiale og dermed grundlag for høj frekvens, fortsætter han.  

Undervejs på dialogmøderne bød flere parter ind med temaer, der handler om parternes samarbejde. Det mundede ud i en række fokusområder. En højere prioritering af stationsnær byudvikling og fælles målsætninger for den kollektive trafiks transportandel er eksempler på fokusområder. 

Vigtigt – uanset hvem der får ansvaret

Netop nu er organiseringen af den lokale kollektive trafik i Danmark til debat. Regeringen har besluttet, at et ekspertudvalg skal komme med anbefalinger, og flere modeller er i spil: 

  • I én model vil kommuner og regioner dele opgaven som i dag
  • I en anden vil kommuner og stat have delt ansvar
  • En tredje model er, at regionerne alene skal varetage den lokale kollektive trafik
  • I en fjerde model skal nye mobilitetsselskaber drive den lokale kollektive trafik, mens staten har ansvaret og står for finansieringen. 

– Uanset hvordan ansvarsfordeling og organisering kommer til at se ud i fremtiden, er det afgørende for den fortsatte udvikling af mobiliteten i Østjylland, at der fortsat er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem de involverede aktører, siger Anders Kühnau og tilføjer om Letbanerådets arbejde:

 – Det nuværende råd har været præget af et stærkt politisk og administrativt samarbejde og fælles vilje til at udvikle mobiliteten i Østjylland. Arbejdet med anbefalingerne er et godt eksempel på det. Vi har ikke blot kigget på, hvad der er muligt i dag, men også rettet blikket fremad og diskuteret, hvad der skal til for at sikre en velfungerende, grøn og sammenhængende kollektiv trafik i fremtiden.

Om Letbanerådet

Letbanerådet leder Letbanesamarbejdet og består af en politisk valgt repræsentant fra hver af samarbejdets parter. I det nuværende råd sidder: 

  • Anders Kühnau (A) (formand), regionrådsformand, Region Midtjylland
  • Polly Dutschke (M) (næstformand), byrådsmedlem, Aarhus Kommune
  • Frands Fischer (A), borgmester, Skanderborg Kommune
  • Kirstine Bille (F), byrådsmedlem, Syddjurs Kommune
  • Lars Storgaard (C), borgmester, Favrskov Kommune
  • Lone Jakobi (A), borgmester, Odder Kommune
  • Martin Jakobsen (C), formand for Plan- og Vejudvalget, Silkeborg Kommune
  • Niels Ole Birk (V), medlem af kommunalbestyrelsen, Norddjurs Kommune
  • Torben Hansen (A), borgmester, Randers Kommune
  • Claus Leick (F), bestyrelsesmedlem, Midttrafik

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo