Ny strategiplan sætter kursen for fremtidens letbane

Med målet om at sikre stabil drift og flere passagerer, skal Strategiplan 2026 udstikke retningen for Letbanen i fremtiden. Blandt andet skal Letbanens omdømme styrkes.

Aarhus Letbane har fremlagt sin nye strategiplan for de næste fem år. Strategiplan 2026, som den hedder, sætter fokus på seks strategiske indsatser, der skal understøtte en fortsat stabil og effektiv drift og sikre flere kunder i letbanetogene. 

– Vi er gået fra at være et anlægsselskab til et driftsselskab, og det kræver, at vi er enige om en ny fælles retning. Med Strategiplanen har vi defineret nogle rammer, som vi skal arbejde med i den kommende årrække, siger Mie Krog, bestyrelsesformand hos Letbanen. 

I strategiarbejdet har bestyrelsen defineret de overordnede temaer, mens resten af organisationen, togførere såvel som administrative medarbejdere, har fået rig mulighed for at byde ind med perspektiver og input. Således har Letbanen samlet et katalog af idéer, som skal hjælpe med at indfri målene. 

– Vi har valgt at inddrage hele organisationen i processen for at sikre, at alle bliver involveret og forstår, hvor vi er på vej hen. På den måde bliver det tydeligt for alle, hvilken rolle de hver især skal udfylde, og det strømliner organisationen i retning af vores mål, siger Mie Krog.

Meget mere end Nørreport

Strategien sætter større fokus på driften og de passagervendte aktiviteter som trafikinformation, driftsforbedringer og kapacitet. Samtidig er det vigtigt, at Letbanens omdømme bliver styrket.

 – Letbanen skal gå fra at være fordømt til at være elsket. For Letbanen spiller en stor rolle i Østjylland, og den fortælling skal vi styrke, siger Mie Krog. 

Hun bliver ofte mødt med kritikken om, at Letbanen blot skaber mere trafik i midten af Aarhus. Men med den nye strategi skal Letbanen løbende arbejde for at blive opfattet som meget mere end trafikpropper ved Nørreport.

– Det, at vi har fået kvarterdrift til Hornslet, har kæmpe betydning for lokalområdet, og Letbanen spiller også en vigtig rolle i omlægningen af Odder bymidte. Byudviklingen uden for Aarhus er en vigtig del af den overordnede fortælling om Letbanen, som vi skal fremhæve, siger Mie Krog.

De seks temaer

Den overordnede vision for Letbanen er at være mange østjyders foretrukne kollektive transportmiddel ved at levere stabil og effektiv transport til tiden.

Målene for at indfri visionen er henholdsvis at øge antallet af passagerer og at fastholde en stabil og effektiv transport til tiden. De seks temaer i strategiplanen tager afsæt i målene og udkrystalliserer de hovedområder, som Letbanen skal have fokus på i de kommende år.

Her kommer en kort gennemgang af temaerne:

Passagertilfredshed
Ved at styrke kendskabet til Letbanens passagerer vil Letbanen skabe et solidt grundlag for at sikre nye og eksisterende passagerer en endnu bedre rejseoplevelse.

Branding og omdømme
Aarhus Letbanes positive omdømme skal styrkes ved at fortælle om den betydning, Letbanen har for østjydernes hverdag.

Kapacitet og drift
Niveauet er allerede højt, men det er vigtigt at fastholde og udvide det. Udvidet kapacitet betyder flere letbanetog og overvejelser om forlængelse af de nuværende. Det kræver langsigtet planlægning og forberedelse.

Organisation
Letbanen skal optimeres gennem digitalisering af arbejdsgange og bedre it-systemer. De processer, der anvendes, skal være klare, effektive og opdaterede.

Bæredygtighed
Letbanens bidrag til den grønne omstilling vokser, jo flere passagerer der er i togene. Det er derfor vigtigt at arbejde med mulighederne for forbedringer.

Samarbejder
Med åbenhed og dialog vil Letbanen skabe muligheder for nye samarbejder, der kan gøre oplevelsen med Letbanen endnu stærkere.

 

Letbanens Strategiplan 2026

Hvis du vil læse mere om Letbanens Strategiplan 2026, har du mulighed for at downloade hele strategiplanen.

Letbanesamarbejdet

Midttrafik Region Midtjylland Aarhus Kommune Silkeborg Kommune Favrskov Kommune Norddjurs Kommune
Skanderborg Kommune Randers Kommune Odder Kommune Syddjurs Kommune Letbanen logo