Bedre løn- og arbejdsvilkår for Flextrafik-chauffører

Politiken bragte i januar en række kritiske artikler vedrørende Flextrafik-chaufførernes løn- og arbejdsvilkår. Vinklingen var ifølge trafikselskaberne i Danmark unuanceret og tog ikke højde for kompleksiteten i den lovmæssige organisering af taxavognmænd, der udfører Flextrafik-kørsel. Selvom trafikselskaberne indgår aftalerne med vognmændene, er det Færdselsstyrelsen, der har kontrolmyndigheden. Brud på regler og uenigheder mellem vognmand og chauffør bliver håndteret af relevante myndigheder

Midttrafik forsøger dog at skabe trygge rammer for både chauffører og kunder via et samarbejdsforum og gennem nye kontraktbetingelser i kommende udbud.

Alle trafikselskaber i Danmark har leveret tilbudspriser, klager, uheldsrapporter m.m. til Politiken og svaret på opfølgende spørgsmål fra journalister i januar, da dagbladet søgte aktindsigt. Alligevel genkender trafikselskaberne ikke de kritiske forhold, som Politiken beskriver. Det kan skyldes flere faktorer. 

  • Midttrafik indgår kun kontrakter med vognmænd, der har Færdselsstyrelsens tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring. Vognmanden forpligtiger sig til, at hans chauffører ikke bliver stillet ringere end de vilkår, som de landsdækkende overenskomster indeholder (jf. Taxilovens §10). Det er Færdselsstyrelsen, der har kontrolmyndigheden. 
  • Chauffører, der kører Flextrafik er ikke omfattet af køre- og hviletidsregler på samme måde som chauffører, der kører lastvogne og turistbusser. De er reguleret af overenskomster og generelle arbejdstidsregler. Forhold kan kun blive ændret gennem lovgiver. 
  • Relevante myndigheder, som fx Arbejdstilsynet eller Færdselspolitiet, håndhæver reglerne og håndterer eventuelle uenigheder mellem vognmand og chauffør. Midttrafik kan dog ophæve kontrakten ved brud på reglerne. 
  • Midttrafiks kørsel udbydes i to forskellige udbud. FlexGaranti, hvor vognene skal stå til rådighed for Midttrafik i en aftalt periode hver dag. FlexVariabel, hvor vognmanden selv bestemmer, om vognen skal stilles til rådighed eller bruges til anden kørsel, fx taxikørsel eller kommunal specialkørsel. Af den årsag har Midttrafik ikke det fulde overblik over, hvor mange timer chaufførerne kører. 

Trafikselskaberne i Danmark har tidligere foreslået, at Flextrafik-chaufførerne kommer under samme køre-hviletidsregler og bliver kontrolleret af relevante myndigheder som andre dele af transportbranchen.

Midttrafiks muligheder for at skabe trygge rammer for chauffører og kunder

Midttrafiks kontrakter stiller allerede i dag krav om, at chaufførerne holder pause efter fem timer ved rattet. Pauserne er lagt ind i bestillingssystemet, så vognen bliver vist som indisponibel, mens chaufførerne bliver gjort opmærksom på, at de skal holde pause.

På det seneste bestyrelsesmøde blev der drøftet tiltag, som kan sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for Flextrafik-chaufførerne på den korte og den lange bane.

Tiltag, der kan sættes i værk omgående: 

  • I indeværende kontraktperiode skal der iværksættes tiltag, der styrker den etablerede procedure for indberetninger og kontrol. Udgangspunktet er, at Midttrafiks kontrakter rummer udmærkede muligheder for at indhente dokumentation fra vognmændene om overholdelse af løn- og arbejdsvilkår. Indhentning af relevant dokumentation kræver dog, at Midttrafik er bekendt med, hvad der konkret skal kontrolleres. 
  • Proaktiv indsats for mere dialog i Midttrafiks samarbejdsforum, der består af repræsentanter fra relevante faglige organisationer på både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden. Det er vigtigt, at deltagerne bliver opmærksomme på, hvilken rolle Midttrafiks samarbejdsforum spiller og de muligheder, som især arbejdstager har for at indberette sager om løn- og arbejdsvilkår. 
  • Information via nyhedsbreve og Midttrafiks samarbejdsforum skal øge chaufførernes kendskab til en formular på midttrafik.dk, hvor alle kan indberette sager om løn- og arbejdsvilkår.

De nævnte tiltag giver Midttrafik mulighed for at handle på konkrete indberetninger om løn- og arbejdsvilkår på opfordring af den enkelte chauffør eller repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Begge kanaler er eksisterende, men kun brugt meget få gange.

Bestyrelsen besluttede derudover, at bestyrelsesformanden løfter problemstillingen politisk gennem Trafikselskaberne i Danmark med ønske om ny lovgivning inden for fx køre- og hviletidsbestemmelser. Og at Midttrafik iværksætter forsøg med stikprøvekontrol.

Tiltag der sigter mod kommende kontraktperioder:

Midttrafik ønsker at skærpe vognmandens betingelser for at opnå kontrakt ved at kræve indsendelse af en revisorerklæring, hvis prisen ligger under et bestemt niveau. Det betyder, at en vognmand kan risikere udelukkelse fra udbuddet, hvis betingelserne ikke er opfyldt. Forslaget om skærpede betingelser, der i første omgang er et udkast og skal færdigbehandles, kan sikre vognmanden en større indtjening, hvilket kan få en afsmittende effekt på chaufførernes løn- og arbejdsvilkår.

Læs mere om Flextrafikchaufførernes løn- og arbejdsvilkår i bestyrelsesmaterialet