skewedoverlay
skewedoverlay

Bedste Busselskab styrker fortællingen om den kollektive trafik

Med bonusmodellen Bedste Busselskab har vi igen kåret de busselskaber, der ligger højest i tilfredshed med chaufførerne og bussernes komfort. Et velfortjent skulderklap til branchen og en positiv modvægt til mediernes dårlige omtale af både busser og chaufføradfærd efter den tragiske ulykke i januar. Når 94 % af kunderne er tilfredse med deres bus udgør de dårlige kundeoplevelser heldigvis kun en lille del af det samlede billede.

Stoltheden er gennemgående, når vi kommer ud til de busselskaber, der har kvalificeret sig til en top tre i Bedste Busselskaber for henholdsvis store og små ruter.

Kage, klapsalver og velfortjent anerkendelse

Kåringen sker efter en fast skabelon med et overraskelsesbesøg af Midttrafiks ledelse og to medarbejdere. Vi holder tale og deler efterfølgende checks ud til busselskabet, mens chaufførerne får gaver.

Bagefter er der kage og hyggelig snak med busselskabets medarbejdere. Fra busselskaberne side er der stor fokus på, at hele organisationen lige fra administration, drift, værksted og chauffører har bidraget til det flotte resultat.

Virkeligheden er bedre end overskrifterne

I år har Bedste Busselskab haft en helt særlig betydning. Kåringen bryder med flere måneders dårlig omtale, hvor især lokale medier har sat spørgsmålstegn ved bussernes stand og chaufførernes adfærd. De har ledt efter hullerne i osten og gennem aktindsigter fået adgang til kundehenvendelser og driftstal.

Det er selvfølgelig ikke godt nok, hvis bussens stand ikke er i orden eller chaufføren taler i mobiltelefon under kørslen. Det skal der være styr på og det er vi i løbende dialog med busselskaberne om. Sammenholder vi klagerne med det antal ture, vi kører hver dag, udgør de dårlige episoder heldigvis en meget lille del.

Når vi kårer Bedste Busselskab belønner vi også busselskaberne for at skabe en kultur, hvor alle medarbejdere er enige om at levere deres bedste hver eneste dag. Her handler det om:

·         God service og tryg kørsel

·         Vedligeholdte og sikre busser

·         Ansvar for den gode kunderejse

·         Ansvar for den kollektive trafiks omdømme

Vindere af Bedste Busselskab 2026

Store ruter:
1. Umove vinder for tredje gang
2. AarBus
3. Keolis

Små ruter:
1. Todbjerg
2. Fårup Rute- og Turistbusser
3. De Gule Busser (Midtbus Jylland)