Billetkontrollører deltager i forsøg med kropskameraer
Midttrafik samarbejder med Aalborg Universitet om et forskningsprojekt, der skal undersøge effekten af kropskameraer blandt billetkontrollører - både i forhold til arbejdsrelateret vold og medarbejdernes tryghedsfølelse. Billetkontrollørerne i Midttrafiks område har båret kropskameraer siden 20. september.
Selvom det burde være lige så naturligt at betale for sin busbillet som at betale for sin leverpostej i supermarkedet, er det nødvendigt at lave billetkontrol i Midttrafiks busser og letbane og dermed sikre, at kunderne rejser med en gyldig billet. Har kunderne ikke en billet, risikerer de at få en kontrolafgift. En kontrolafgift, der nogle gange udløser en voldelig hændelse mellem kunde og billetkontrollør.
Billetkontrollører har som andet service- og frontpersonale en forhøjet risiko for at blive udsat for chikane, ydmygelser, trusler og vold sammenlignet med andre faggrupper. Et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet skal nu undersøge, om kropskameraer kan reducere risikoen og nedbringe de voldelige hændelser.
Projektet skal samtidig undersøge, om kropskameraerne skaber mere tryghed hos billetkontrollørerne.
Michael Stokholm er ansat ved G4S, der udfører billetkontrol for Midttrafik. Han har gået med kropskamera siden 20. september:
”Det er godt, at vi får afprøvet om kropskameraer har en positiv effekt i forhold til de konflikter, vi desværre møder i vores arbejde. Jeg mener helt sikkert, at det kan nedtrappe en kontrovers med en kunde uden billet, når vi gør opmærksom på, at hændelsen bliver optaget. Derfor er det også mit håb, at forsøget kan medvirke til, at kropskameraer bliver en del af kommende kontrakter”.
Midttrafik er et af tre trafikselskaber, der medvirker i forskningsprojektet. Direktør Lars Berg fortæller:
”Vi er er selvfølgelig interesseret i at finde metoder, der kan forebygge konflikter og skabe en mere tryg hverdag for billetkontrollørerne. Deres arbejde spiller en vigtig rolle i at sikre retfærdighed over for de mange kunder, der betaler for deres rejse hver gang”.
Forskningsprojektet er støttet af Trygfonden og løber fra 20. september til 31. december 2025, hvorefter det bliver evalueret.