skewedoverlay
skewedoverlay

Fremtidens kollektive mobilitet handler om Mobilitetsglæde

Mobilitetsglæde var det gennemgående tema i et af de mange spændende oplæg på afslutningskonferencen for MOVE-projektet, som Maria Wass-Danielsen fra Urban Creators var afsender på. Læs hendes bud på, hvordan man skaber gode rammer for hverdagslivet i byer og lokalsamfund, hvor det er let at leve, mødes og bevæge sig bæredygtigt.

EU-projektet MOVE blev afsluttet med en velbesøgt konference i Herning. Dagens program bød på spændende oplæg om nudging, mobilitetsglæde, MOVE-projektets værktøjskasse, en paneldebat og en bustur ud til en række fysiske tiltag, der alle fremmer projektets hovedformål med at fremme bæredygtig transport.

Maria Wass-Danielsen deltog både med et oplæg og i paneldebatten sammen med udvalgte politikere og mobilitetseksperter fra Norge, Sverige og Danmark. Her vakte især et norsk tiltag stor beundring hos den danske partner og seniorkonsulent fra Urban Creators.

Politisk mod i Norge

I Kristiansand har Agder fylkeskommune (svarer til en dansk region) bygget et helt nyt regionshus med 320 medarbejdere uden en eneste parkeringsplads. Derimod er der gode forhold for cyklister og et godt kollektivt trafiktilbud. Både medarbejdere, ledelse og politikere bliver opfordret til at finde alternativer til bilen – ikke bare til og fra job, men også i arbejdssammenhæng.

Samtidig har den norske region fået tildelt 2 mia. norske kroner til at fremme cykling og kollektiv trafik i deres område. En af metoderne er at gøre det mere vanskeligt at køre bil. Har det mødt modstand i befolkningen? Ja, det har mødt stor modstand, men som fylkesordfører Arne Thomassen udtaler, så handler det ikke om at gøre vælgerne tilfreds, men at om at tage ansvar for klima og trængselsudfordringer.

Tilbage til danske forhold kigger Maria Wass-Danielsen i sit oplæg på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at vælge kollektiv transport – også når bilen står lige udenfor døren.

Mobilitet er en samfundsopgave

Budskabet var klart: Fremtidens mobilitet handler ikke kun om infrastruktur, køreplaner og teknologi. Den handler i lige så høj grad om at skabe attraktive hverdagsrejser og levende byer, hvor kollektiv transport indgår som en naturlig del af menneskers hverdag.

Traditionelt har mobilitet været koblet tæt til udfordringer som klima, trængsel og transport. Men der er også andre dagsordener, der spiller ind.

Mobilitet påvirker også sundhed, trivsel, detailhandel og sammenhængskraft mellem by og land. Desuden kan det tænkes tæt sammen med bynatur, biodiversitet og klimasikring. Derfor bør mobilitet tænkes ind som et redskab til at udvikle attraktive lokalsamfund – ikke kun som transport mellem to destinationer.

Den kollektive transport skal være en del af den gode hverdag

Et centralt tema i oplægget var begrebet mobilitetsglæde.

Transport er ikke nødvendigvis spildtid. Tværtimod viser undersøgelser, at selve pendlingen kan have værdi, når rejseoplevelsen er positiv. En hollandsk undersøgelse viser fx, at 70 procent savnede deres daglige pendling under covid-19.

Mobilitetsglæde handler blandt andet om:

  • at bevægelse giver bedre trivsel

  • at møde andre mennesker undervejs

  • at opleve grønne omgivelser

  • at skabe nærhed til byen og hverdagslivet

  • at bidrage til fællesskabet gennem bæredygtige transportvalg

Ifølge Maria Wass-Danielsen er mobilitetsglæde en tilgang, som flytter fokus fra transporttid til rejseoplevelse. Desuden giver det en mere håbefuld fremtid i stedet for kun at tale om udfordringerne.

Byudvikling og kollektiv trafik skal planlægges sammen

Maria pegede samtidig på, at vores transportvaner i høj grad bliver formet af den måde, vi planlægger byer på.

Hvis boliger, arbejdspladser, uddannelse, handel og fritidsliv bliver placeret tættere på hinanden – den såkaldte "15-minutters by" – bliver det lettere at vælge cykel, gang og kollektiv transport. Det gælder også uden for de største byer, hvor flere mindre byer kan fungere som sammenhængende hverdagsområder.

Dermed bliver den kollektive trafik en integreret del af den lokale mobilitet frem for et isoleret transportsystem.

En sammenhængende rejse på tværs af transportformer

I sit oplæg kom Maria Wass-Danielsen også ind på anbefalingerne fra Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark, som hun er medlem af.

Her er visionen et nationalt strategisk hovednet, hvor tog, busser, lokal mobilitet, cykler, delebiler og frivillige transportordninger bindes sammen til én sammenhængende rejse. Brugeren skal opleve transporten som ét samlet system – ikke som en række enkeltstående løsninger.

Fem centrale pointer

  • Mobilitet handler om hverdagsliv og livskvalitet – ikke kun transport.

  • Kollektiv trafik bør planlægges sammen med byudvikling.

  • Attraktive omgivelser gør det lettere at vælge bus, tog, cykel og gang.

  • Sammenhæng mellem transportformer er afgørende for fremtidens mobilitet.

  • Fremtidens investeringer bør skabe både mobilitet og mobilitetsglæde.