Gratis elbusser i Skanderborg

Skanderborg Kommune har flere gode tiltag, der giver borgerne incitament til at prøve kollektiv trafik. Al kørsel med de nye elbusser er gratis den første uge efter indvielsen 27. juni og igen, når Smukfest indtager byen. Tilflyttere får tilbudt et gratis rejsekort på 300 kr. i deres velkomstpakke

I silende regn blev de nye elbusser i Skanderborg indviet af udvalgsformand Claus Leick og Midttrafiks direktør Jens Erik Sørensen. Skanderborg Kommune havde lavet et flot arrangement med taler, klip af snor, kaffe og kage, popcorn og saftevand.

Midttrafiks mobile kundecenter var på pletten med vejledning, reflekser og bolcher. De fremmødte borgere kunne se nærmere på en af de nye elbusser, der var stillet op på Kulturtorvet i Skanderborg. Elbussen gav efterfølgende ly for regnen til bandet Young Brass, der spillede til indvielsen. 

I elbussen gik snakken mellem borgere, busselskab, Midttrafik og kommunens medarbejdere. Borgerne var især interesserede i, om de tre nye elbusser var dyrere end de gamle dieselbusser. Og det er de ikke. Skanderborg Kommune har kørt et fælles udbud med Odder Kommune, og kan årligt spare cirka 500.000 kr. ved at skifte til grøn el. 

Flere borgere tog en gratis tur rundt i Skanderborg med elbussen på indvielsesdagen. De borgere, der ikke nåede det på indvielsesdagen, har mulighed for at prøve elbussen gratis i hele uge 26 og igen i august, når der er Smukfest i byen. 

Gratis kørsel i elbusserne er bare et af Skanderborg Kommunes tiltag for at få borgerne til at give kollektiv trafik en chance. Siden 2020 har nye borgere i kommunen modtaget tilbud om et gratis rejsekort med rejsetid for 300 kr. Formålet er at give tilflytterne et godt alternativ til at købe bil nummer to. 

Timingen er god. Det er i forbindelse med store skift i livet, at mennesker er mest tilbøjelige til at skifte vaner. 

Skanderborg har indkøbt 500 rejsekort anonym hos Midttrafik med 300 kroners rejsetid på hvert kort. Rejsekortene er finansieret med midler fra en klimapulje.

Fakta om de nye elbusser

  • Bybussen i Skanderborg kører i gennemsnit med 550 mennesker på en almindelig hverdag.

  • De nye elbusser er af mærket MAN

  • El-bybussen reducerer CO2-udledningen med cirka 90%, når vi sammenligner med de gamle diselbusser.

  • Bybussen har 28 daglige afgange til hverdag og 19 i weekenden, og den betjener 41 forskellige stoppesteder i alt. 
  • 145 passagerer står hver dag af og på ved byens mest populære stoppested: Adelgade/Asylgade.

  • Der er 39 siddepladser og tre klapsæder i el-bybussen. I alt kan bussen have 77 passagerer med ad gangen.

  • Om mange år, når el-bybussen ikke skal bruges mere, kan 97,3% af bussens materialer genanvendes.
Vis mere