Midttrafik oplever passagerfremgang på 10 procent

Elcykler, hjemmearbejde og øget bilejerskab har ændret kundernes transportvaner efter covid-19. Samtidig kører der samlet set færre busafgange på grund af besparelser. Alligevel oplever Midttrafik en passagerfremgang i første halvår af 2023 på 10 procent i forhold til 2022. Både danske og svenske erfaringer viser, at kunderne gerne vil køre med der, hvor der er investeret i kollektiv trafik.

En halvårsopgørelse af passagertallene hos Midttrafik resulterer i en pæn fremgang på 10 procent i forhold til 2022. Passagertalsmæssigt ligger Midttrafik i den pæne ende i forhold til de øvrige trafikselskaber i Danmark. Lidt over 90 procent af passagererne er vendt tilbage, hvilket er over eller på niveau med de øvrige trafikselskaber.

Kunderne kommer der, hvor der er investeret i kollektiv trafik

Bryder man passagertallene ned på Midttrafiks ejere, er der stor variation i forhold til 2019-niveau, når man kigger på første halvdel af 2023.

Den største vækst ligger generelt på de længere rejser. Her har Region Midtjylland som den eneste ejer passagertal, der ligger over 2019-niveau. Fremgangen beror på Letbanen, der har oplevet en markant stigning i passagerer på cirka 20 procent siden 2019. Samtidig har der været solid passagerfremgang på flere busruter. Her klarer ruterne på hovednettet sig generelt bedst. Der er blandt andet en mærkbar passagerfremgang på de strækninger, hvor nye enkle ruter på hovednettet har erstattet de tidligere X-busser. I halvårstællingen mangler vi dog stadig at se effekten af de regionale de besparelser, der trådte i kraft til køreplanskiftet i juni 2023.

Bybuskommunerne har generelt klaret sig godt i først halvår af 2023. Kommunerne Aarhus, Herning, Horsens, Randers og Silkeborg ligger omkring eller over stigningen på 10 procent i forhold til 2022. Her er der flere steder investeret ressourcer i udvikling af nye trafikplaner med det formål at tiltrække flere kunder.

Landkommunerne er hårdest ramt og mangler forsat typisk 25-30 procent af passagererne i forhold til 2019. Det er generelt sværere at drive den kollektive trafik i landområderne. Det bliver bekræftet af de øvrige trafikselskaber i Danmark, som også oplever, at det er svært at vinde kunderne tilbage i landområderne. Problematikken er et obs-punkt hos både lokale politikere og trafikselskaber.

Selvom vilkårene er svære, så peger både danske og udenlandske erfaringer på, at kunderne gerne vil køre med kollektiv trafik, hvis tilbuddet har tilstrækkelig kvalitet. Ud over den midtjyske passagervækst på Letbanen og flere af hovednettets ruter viser svenske erfaringer også, at investeringer i kvalitet er vigtige for at fastholde og tiltrække nye kunder.

Det er Skåne et godt eksempel på. I den foregående uge blev der i flere medier - blandt andet Altinget - fremhævet, at Skåne på grund af en tydelig målsætning og investeringer i et godt kollektivt trafiktilbud ramte 2019-niveauet allerede i 2022. Det svenske trafikselskab Skånetrafiken har et mål om en markedsandel på 40 procent i 2030 (i Danmark var den cirka 11 procent i 2019). Målet bliver bakket op af de skånske politikere, der siden 2000 har syvdoblet tilskuddet til den kollektive trafik.

Tilpasning til nye transportvaner

Andre trafikselskaber i Sverige, Norge, Holland oplever lige som de danske trafikselskaber, at de sidste 10 procent af passagererne ikke er vendt tilbage efter covid-19.

Ifølge en artikel fra MediaWatch den 6. oktober 2023 er langt de fleste trafikselskaber i Danmark holdt op med at sammenligne passagertal i dag med 2019. Det er især nedskæringer i antal busafgange, der gør det svært at komme tilbage til 2019-niveau.

Hos Midttrafik er serviceniveauet reduceret med cirka 7 procent fra sommeren 2023 på grund af ejernes besparelser. Også her er forventningerne til at ramme 2019-niveau i 2025 nedjusteret.

Besparelserne sker ikke, fordi Midttrafiks ejere bruger færre penge på kollektiv trafik - tværtimod, men fordi stigende udgifter medfører, at ejerne får mindre kollektiv trafik for pengene.

Movia har i foråret og sommeren 2023 lavet en passagerundersøgelse for at kortlægge, hvorfor passagererne udebliver. Undersøgelsen peger blandt andet på, passagererne fravælger den kollektive trafik på grund af hjemmearbejde, elcykler og biler. Selvom Movias område ikke matcher Midttrafiks i størrelse og demografi en til en, er der god grund til at antage, at mange af Midttrafiks kunder har ændret transportvaner af samme årsager.

For at møde de nye transportvaner bedst muligt, skal Midttrafik sammen med ejerne sikre, at grundproduktet er i orden i forhold til enkelthed, fleksibilitet, stabilitet og rejsetid. Skal vi være et godt alternativ til bilen, skal det være let og enkelt at rejse med den kollektive trafik. Både for de kunder, der ikke har andre muligheder og for de kunder, der vælger os til af andre årsager, fx udnyttelse af rejsetid eller hensyn til klimaet.

Samfundsmæssigt er der gevinster ved hjemmearbejde og elcykler på trængsel, klima og sundhed. Vi skal derfor sørge for at være et godt supplement for de kunder, der vælger de muligheder.

Hjemmearbejde har i mange familier den konsekvens, at den ekstra bil bliver for dyr i drift, fordi den holder stille i flere dage. Her kan kollektiv trafik være et alternativ – og det skal vi kommunikere. Emnet er et af de nye tiltag, der vil indgå i Midttrafiks markedsføring i 2024. Billetter som rejsekort og PendlerKlip er gode produkter til et varieret arbejdsmønster.

Cykling og kollektiv trafik er et godt match, når man skal lidt længere væk. Fx hvis der er langt til stoppestedet. Derfor arbejder vi allerede nu på, at der er gode muligheder for cykelparkering ved store stoppesteder, stationer og lignende. Samtidig bliver der mulighed for cykelmedtagning i flere og flere busser i takt med, at nye kontraktbusser kommer i drift. Der er allerede gode muligheder for cykelmedtagning i Letbanen og Midtjyske Jernbaners tog.

Fritidsrejser er vigtige i forhold til at tiltrække kunder, der ikke bruger os i hverdagen. Her har vi allerede godt fat i nye kunder i form af kørsel til arrangementer, forlystelsesparker, kultur og seværdigheder med målrettede tiltag og Midttrafiks dagsbillet.