Nyt pilotforsøg skal mindske trængsel i Aarhus
Fra 15. september har bilister mulighed for at rejse gratis ind til byen med letbane og bus, hvis de stiller bilen ved Parkér og Rejs anlægget Klokhøjen. Pilotforsøget er en del af Aarhus Kommunes grønne mobilitetsplan og skal gøre det mere attraktivt at kombinere bil og kollektiv trafik for at undgå trængsel i Aarhus midtby.
Den daglige tur ind til Aarhus i myldretiden kræver tålmodighed for de bilister, der hver dag bevæger sig i sneglefart frem mod arbejdsplads eller studie.
Fra 15. september starter Aarhus Kommune og Midttrafik et pilotforsøg, der skal afprøve om gratis rejse med letbane fra og til Parkér og Rejs anlægget ved Klokhøjen kan motivere flere bilpendlere til at lade bilen stå og fortsætte rejsen med kollektiv trafik. Formålet er at begrænse trængsel og biltrafik i midtbyen på de tidspunkter, hvor der er allermest trængsel.
Sådan fungerer det:
- Bilister (og cyklister) kan hente en gratis billet i Rejsebillet-appen på hverdage i tidsrummet 6.00-9.00, hvis de parkerer ved Klokhøjen.
- 'Parkér & Rejs-billetten' er kun tilgængelig, hvis man befinder sig på lokationen.
- Den gælder i 12 timer og kan bruges både frem og tilbage fra Klokhøjen.
Parkér og Rejs anlægget ligger syd for Lisbjerg og lige ved Djursland motorvejen. Der er plads til 100 biler og 50 cykler. Fra parkeringspladsen er der kort afstand til Letbanens standsningssted Klokhøjen.
Pilotforsøget starter 15. september 2025 med forventet udløb ved udgangen af 2026.