På vej mod grøn omstilling

Midttrafiks bestyrelse arbejder for en CO2-fri kollektiv trafik i Midtjylland inden 2030. Målet om nulemissionsbusser er godt på vej. Det samme gælder tog, hvor nye batteritog bliver indsat i 2025, mens Letbanen er født emissionsfri. Flextrafik er til gengæld ramt af udfordringer på teknologi, ladeinfrastruktur og kontraktlængder.

Grøn omstilling var temadrøftelse på bestyrelsesmødet 15. marts.

Helt i tråd med EU’s beslutning om at alle nye bybusser skal være emissionsfrie fra 2030, er det bybusserne i Midttrafiks område, der er længst med den grønne omstilling. Der kører elbusser i Aarhus, Odder, Skanderborg, Herning, Horsens og i løbet af 2023 også i Struer og Viborg. Derudover kører der elbusser på 10 regionale ruter.

Cirka en tredjedel af busserne i Midttrafiks område er emissionsfrie i 2023. Kigger vi mod Sjælland tegner elbusserne sig for 50 procent af Movias busflåde. Midttrafik vil dog i de kommende år gennemføre store udbud med elbusser. Det vil resultere i en elbus-beholdning, der ligger et godt stykke over 50 procent i 2026.

Grøn omstilling af den kollektive trafik er vigtig – ikke bare for klimaet, men også for den kollektive trafiks konkurrencedygtighed i forhold til elbilerne, når det gælder bæredygtig transport.

Fremtidige busudbud

Omstillingen fra sort diesel til grøn el bliver besluttet af den enkelte ejer og sker i forbindelse med kontraktudløb. Der har i Midttrafik været fokus på at udskyde udbud, så teknologien blev mere moden. Elbus-teknologien er dog ved at være så veludviklet, at stabilitet og rækkevidde ikke længere er en udfordring for de fleste vognløb. Hermed er vejen til den grønne omstilling banet. Midttrafik forventer, at der fremadrettet vil være krav om emissionsbusser i forbindelse med kontraktudløb og fremtidige udbud med A-kontrakter.

Undtaget er dog de ejere, der ikke kender det fulde kørselsomfang. En elbus er som udgangspunkt cirka 1,5 gange dyrere end en dieselbus. Det kan derfor være en fordel at indgå en kortere dieselkontrakt, fremfor at indkøbe dyre elbusser, der ikke matcher kørselsomfanget.

De dyrere elbusser er også en udfordring i forhold til B-kontrakter, da de ofte har meget lidt kørsel. Her kigger Midttrafik på muligheden for at indgå B-kontrakter med brugte elbusser i takt med kontraktudløb. Der er ikke mange brugte elbusser på markedet endnu, og det kan derfor være en udfordring at gennemføre en grøn omstilling for B-kontrakter inden 2030.

Grønne udbud for flextrafik

Kunderne bliver sjældent mødt af en elbil, når de bestiller flextrafik. Midttrafik har i de seneste flextrafik-udbud gennemført flere initiativer for at fremme den grønne omstilling, som fx planlægning med større kørselsmængde til elbiler og introduktion af en vogntype, der udelukkende består af elbiler.

Udfordringen for den grønne omstilling af flextrafikken er, at det er forbundet med en væsentlig merudgift at drive elbiler. Bilerne har behov for opladning og den begrænsede rækkevidde stiller krav til manuel planlægning og tilrettelæggelse. Dertil kommer, at der endnu ikke er etableret ladeinfrastruktur, der er dedikeret til flextrafik-vogne. Den nuværende kontraktlængde på to år kan også være et problem på grund af vognmandens investering i elbiler.

Alligevel ser Midttrafik optimistisk på muligheden for at indfri bestyrelsens mål om emissionsfrie flextrafik-vogne inden 2030. Den grønne omstilling på området for personbiler er i en voldsom udvikling, og man forventer at udfordringerne bliver løst inden for en årrække.

Hvordan kan Midttrafik påvirke en grønne omstilling?

Midttrafik vil fortsat holde sig opdateret med den seneste viden om omstilling til emissionsfrie drivmidler gennem andre trafikselskaber, leverandører og interessenter i branchen. På den baggrund kan Midttrafik rådgive og gennemføre udbud, der overholder ejernes økonomiske rammer.

Derudover har Midttrafik mulighed for at påvirke den grønne omstilling ved at gennemføre bæredygtige kvalitetskriterier, som leverandørerne kan score point på. Kvalitetskriterierne kunne fx være bevis for indkøb af grøn strøm, genbrug af bus-batterier eller andre grønne initiativer. Med tiden kunne de blive indført som mindstekrav.

Hele processen med den grønne omstilling af bus- og flextrafik skal ske i tæt dialog med Midttrafik og ejerne.