Pilotforsøg med gratis billetter til bilister
Midttrafik skal i samarbejde med Aarhus Kommune gennemføre et pilotforsøg, der fra efteråret 2025 giver bilister mulighed for at rejse gratis ind til byen med letbane og bus i myldretiden, hvis de stiller bilen ved Parkér og Rejs anlægget Klokhøjen. Forsøget skal gøre det mere attraktivt at kombinere bil og kollektiv trafik for at undgå trængsel i Aarhus midtby.
Den daglige tur ind til Aarhus i myldretiden kræver tålmodighed for de bilister, der hver dag bevæger sig i sneglefart frem mod arbejdsplads eller studie.
Et nyt pilotforsøg skal gøre det mere attraktivt at kombinere bilturen med Letbanen, der kører i sin egen bane og ikke bliver påvirket af biltrafikken
Motivation til at lade bilen stå
Parkér og Rejs anlægget ligger syd for Lisbjerg og lige ved Djurslandmotorvejen. Fra parkeringspladsen er der kort afstand til Letbanens standsningssted Klokhøjen. Så det er allerede i dag nemt at komme videre med kollektiv trafik.
Med pilotforsøget ønsker Aarhus Kommune og Midttrafik at afprøve, om gratis rejse med letbane til og fra Parkér og Rejs anlægget ved Klokhøjen kan motivere flere bilister til at lade bilen stå og fortsætte rejsen med kollektiv trafik. Formålet er at begrænse trængsel og biltrafik i midtbyen.
Udvikling af ny funktion i Rejsebillet
Under pilotforsøget vil det via GPS være muligt at hente en gratis billet i appen Rejsebillet for en kunde, der befinder sig inden for et afgrænset geografisk område omkring Klokhøjen.
Billetten giver gratis rejse frem og tilbage med Letbanen og mulighed for omstigning til en bybus, hvis Letbanen ikke kører helt til døren.
Løsningen kræver udvikling af en ny funktion i appen Rejsebillet og bliver finansieret af Aarhus Kommune som en del af en samlet bevilling på 3 mio. kr. til pilotforsøget.
Juraen er på plads
Midttrafik har undersøgt de juridiske forhold omkring pilotforsøget.
Der er lovmæssigt ingen hindring for at indføre mobile knudepunkter, hvor kunderne kan rejse videre fra gratis med kollektiv trafik.
I forhold til forskelsbehandling over for ikke-digitale kunder er en digital løsning lovlig, hvis den bygger på saglige og objektive hensyn som gennemførlighed, økonomi og misbrugsforebyggelse
Pilotforsøget har forventet opstart i efteråret 2025. Det giver Midttrafik værdifuld viden og erfaring med mobile knudepunkter plus nye former for billettering. Forsøget vil i første omgang løbe frem til udgangen af 2026.