Takststigninger i 2024

Det blev et nej fra transportministeren til trafikselskabernes ønske om en ekstraordinær takststigning i 2023. Til gengæld blev det et ja til en øget låneramme, dog i mindre skala end det, der forventeligt kan lette presset på trafikselskabernes økonomi.

Nu har Midttrafiks bestyrelse godkendt de takststigninger, der rammer kunderne i 2024. De nye takster udnytter det udmeldte takststigningsloft på 10,3 procent fuldt ud. Udmøntningen vil formelt finde sted i september, fordi der er nogle uafklarede spørgsmål.

Stigende brændstofpriser og øget inflation i samfundet har sat de danske trafikselskabers økonomi under pres i 2022 og alt tyder på, at det fortsætter i 2023. De danske trafikselskaber er optagede af at fastholde det nuværende kollektive trafiktilbud og undgå yderligere besparelser, der kan tvinge kunderne over i privatbilisme.

Som et værn mod yderligere besparelser, var der et ønske fra trafikselskaberne om at fremrykke takststigningerne for 2024 til 2023. Derudover var der ønske om at hæve lånerammen fra 125 kr. til 250 kr. per indbygger. Transportministeren afviste de ekstraordinære takststigninger i 2023, men åbnede op for en øget låneramme på 175 kr. per indbygger.

Midttrafiks bestyrelsesformand og formand for TiD Steen Vindum har udtalt følgende til Jyllands Posten den 10. maj 2023:

”Jeg er skuffet. Dette er ikke en løsning, men et lille plaster på et stort blødende sår. Konsekvensen er, at de serviceforringelser, som allerede er i gang i alle trafikselskaber, vil fortsætte. Det er ærgerligt, for der er ikke noget, der skader den kollektive trafik mere end besparelser. Når bussen ikke kører, presses folk over i bilerne”.

”Når man går ud og sparer, ødelægger det det store arbejde, der er gjort for at få passagererne tilbage efter corona”.

Det bliver derfor historisk høje takststigninger, der rammer kunderne i 2024. Midttrafik har valgt at udnytte det fulde takststigningsloft på 10,3 procent, som Trafikstyrelsen har udstukket.

Midttrafiks kunder vil mærke takststigningerne på følgende produkter:

  • Enkeltbilletter stiger med 8 procent
  • Klippekort stiger i gennemsnit med 14,4 procent
  • Rejsekort stiger i gennemsnit med 14,4 procent
  • Pendlerkort stiger med 6,5 procent
  • PendlerKlip stiger med 6,5 procent

Pensionister, der rejser med Midttrafiks pensionistkort vil ikke opleve højere priser. Det samme gælder de fritidskunder, der rejser på Midttrafiks dagsbilletter.

Takster for 2024

Få det fulde overblik over Midttrafiks takster for 2024.