Film vejleder om digitale billetter

I takt med Midttrafiks digitalisering af både rejseinfo og billetkøb, stiger behovet for vejledning til de kunder, der finder overgangen svær. Nu har Midttrafik lavet en række vejledningsfilm, der kan hjælpe kunderne med at købe billetter på Midttrafik app.

De sidste papperiodekort-kunder skal inden 17. marts 2019 beslutte sig for, om de vil have et pendlerkort på rejsekort eller på Midttrafik app. Er kunden ikke vant til at bruge digitale medier, kan det virke uoverskueligt at skulle bestille sit pendlerkort på en digital platform.

Midttrafik har i forbindelse med Takst Vest udarbejdet vejledninger på print til bestilling af rejsekort, rejsekort med pendlerkombi, pendlerkort på rejsekort, køb af enkeltbillet, klippekort og pendlerkort på Midttrafik app.

De populære vejledninger er nu blevet til tre film, der viser kunderne, hvordan de let kan oprette sig som kunde i Midttrafik app og hvordan de køber billetter. Filmene bliver vist på skærme på Midttrafik Kundecenter. Her skal de skabe tryghed hos de kunder, der er utrygge ved det digitale ved at vise, at det er let at bestille.

Sådan opretter du en bruger i Midttrafik app

Køb billet/klippekort i Midttrafik app

Køb pendlerkort i Midttrafik app

Vejledningsfilmene ligger på midttrafik.dk og vil løbende blive postet på Facebook. Der ligger vejledningsfilm om bestilling af rejsekort på rejsekort.dk