Billetprodukter til ikke-digitale

Med nedlukning af betjent salg i busserne er der kommet øget behov for billetprodukter til ikke-digitale kunder. Pensionister og førtidspensionister i alle kommuner kan nu købe et pensionistkort på pap via Midttrafik webshop eller ved henvendelse til Midttrafik Kundecenter. Et rejsekort personligt med tank-op-aftale er en god løsning til ikke-digitale kunder, der kun rejser med kollektiv trafik en gang i mellem.

Danmark lukker langsomt op, og kunderne er så småt begyndt at vende tilbage til busser og letbane. Også de ældre bevæger sig ud med den kollektive trafik på trods af myndighedernes fortsatte anbefalinger om det modsatte. Kundehenvendelser omkring den manglende mulighed for kontantbetaling er stigende. Midttrafik kender ikke svaret på, hvornår eller om det kommer tilbage, men opfordrer kunderne til at finde andre alternativer, så de kan komme med bussen.

Pensionistkort på pap

Midttrafik har haft et pensionistkort på pap til borgere i alle Midttrafiks kommuner på vej her i foråret. Coronakrisen satte en lancering med tilhørende markedsføringskampagne på standby. I løbet af maj blev det klart, at tiden var moden, og fra 13. maj har Midttrafik webshop også tilbudt pensionistkort på pap til pensionister og førtidspensionister.

Pensionistkortet bliver leveret som et papkort og giver fri rejse med Midttrafiks busser og letbane inden for den enkelte kommune. Det koster 185 kr. for 30 dage. Kunderne kan rejse i hele weekenden og på alle hverdage uden for myldretiden, som er kl. 7.00 - 8.30 og kl. 15.00 - 17.00.

Med bestilling i Midttrafik webshop er der gode muligheder for, at kunden selv kan bestille eller få hjælp til bestilling af fx en pårørende. Kommunerne kan tilbyde hjælp til bestilling gennem borgerservice. Kunderne kan også ringe til Midttrafik Kundecenter og få pensionistkortet tilsendt med posten. Det kræver, at kunden har en e-mail og et betalingskort. Pensionistkortet kan bestilles med en pårørendes e-mail og eventuelt betalingskort, hvis modtageren af kortet ikke har det. Kortet bliver tilsendt med posten inden for 14 dage.

Det er muligt at købe et fuldtidskort, gældende et år, til 365 kr. på et salgssted i følgende kommuner: Randers, Horsens, Holstebro eller Struer.

Pensionistkortet blev indført i Aarhus i 2019, da pap-periodekortet og det populære deltidsperiodekort blev udfaset. I andre kommuner blev pap-produkterne udfaset i forbindelse med Takst Vest i 2018. Midttrafik indførte dengang en ny salgsstrategi baseret på selvbetjeningsprodukter fremfor betjent salg. Langt de fleste kunder har taget digitale produkter som Midttrafik app og rejsekort til sig, mens det har været svært for Midttrafik at hjælpe især ældre uden digital adgang og digitale kompetencer.

Midttrafiks bestyrelse besluttede i 2019, at alle borgere i Midttrafik skulle have mulighed for at bestille et pensionistkort på pap.

Guide til pårørende

Pensionistkort på pap er godt til de kunder, der rejser ofte med bussen, men er en dyr løsning til de kunder, der kun rejser af og til. Her er et rejsekort personligt med tank-op-aftale en god løsning. Når kortet først er bestilt digitalt, kan kunden rejse og betalingen bliver automatisk trukket på kundens betalingskort eller konto.

På baggrund af en henvendelse fra en pårørende i Viborg Kommune, hvor en 91-årig kvinde kun havde kontanter og derfor ikke kunne rejse med bybusserne i Viborg, har Midttrafik udarbejdet en guide til pårørende. Guiden beskriver de billettyper, der er egnet til ikke-digitale og hvordan den pårørende kan hjælpe med bestilling.

I Viborg-tilfældet har den pårørende hjulpet sin mor med at bestille et rejsekort personligt med tank-op-aftale med vejledning fra Midttrafik. Alle er glade.

Guiden kan også bruges af personalet ved kommunernes borgerservice. Midttrafik samarbejder gerne om et set-up, hvor ikke-digitale borgere kan modtage hjælp til bestilling af enten pensionistkort eller rejsekort.