Information skal hjælpe kunder gennem ombygning

Busserne skifter plads et par gange i den næsten et år lange ombygning af Aarhus Rutebilstation. Med gode oversigtskort, skiltning og en særlig infoside på midttrafik.dk vil Midttrafik sikre, at kunderne finder frem til deres busser trods byggerod og nye placeringer. Samtidig bliver ældre og synshandicappede kunder opfordret til at bestille deres pensionistkort/blindekort ved at ringe til Midttrafik Kundecenter, da vejen hertil kan være vanskelig at forcere.

Siden oktober 2019 har store dele af Aarhus Rutebilstation været afspærret på grund af risiko for kollaps af rutebilstationens betondæk over p-kælderen. Aarhus Kommune har startet en ombygning af Aarhus Rutebilstation, så hele arealet kan blive reetableret til busholdepladser. Ombygningen indebærer delvis afspærring af rutebilstationen i to etaper og vil påvirke både bussernes holdepladser og busdriften i form af forsinkelser.

Nye holdepladser

Midttrafik har arbejdet tæt sammen med Aarhus Kommune om en midlertidig indretning af Aarhus Rutebilstation, der skal gøre det nemt for både chauffører og kunder at færdes på og i nærheden af byggepladsen. Hensigtsmæssige regler for ind- og udkørsel har sammen med placeringen af busserne betydning for, om chaufførerne kan overholde køreplanen. En indretning af pladsen, hvor busserne skal bakke mindst muligt har sammen med tydelige markeringer af, hvor kunderne må færdes, betydning for kundernes sikkerhed.

Enkelte ruter har fået midlertidige holdepladser i området omkring rutebilstationen. Af hensyn til kunder og chauffører har det været vigtigt for Midttrafik, at de midlertidige holdepladser blev placeret så tæt på rutebilstationen som muligt, og at adgangen dertil er tydelig og sikker for kunderne.

Information til kunderne

Kundevenlige oversigtskort er det bærende element, når kunderne skal informeres om bussernes holdepladser og vejen derhen. På alle indgangsveje til rutebilstationen er der placeret A-skilte med kort, der guider kunderne den rigtige vej. Oversigtskortet er også sat op i stor størrelse flere steder på Aarhus Rutebilstation på de steder, hvor kunderne må færdes.

Busguider har hjulpet kunderne med at finde deres bus i den første uge af ombygningen (uge 44). Ved samme lejlighed er der blevet uddelt håndsprit og mundbind.

Informationen er eksekveret på Facebook, via lokale annoncer og speak i Aarhus bybusser.

En særlig infoside på midttrafik.dk bliver løbende opdateret med de seneste informationer om ombygningen. Midttrafik opfordrer til, at kunderne orienterer sig på siden, hvis de skal rejse med en bus, der afgår fra Aarhus Rutebilstation i perioden fra midt oktober 2020 til efteråret 2021.

Særlig indsats til ældre og synshandicappede

Midttrafik Kundecenter er ikke omfattet af ombygningen og vil være åbent for personlig betjening under hele ombygningen. Adgangen via rutebilstationen kan dog blive vanskelig at forcere for især ældre og synshandicappede.

I direkte mails til blandt andet Ældresagen og Dansk Blindesamfund har Midttrafik opfordret til, at kunderne køber eller fornyer deres pensionistkort og blindekort ved at ringe til Midttrafik Kundecenter på 70 210 230. Midttrafik sender kortene gratis til kundens adresse. Alternativt kan Pensionistkort og blindekort købes i Midttrafik webshop.