Flextrafik nyhedsbrev

Februar 2023

Hvornår ringer jeg 112?

Du ringer 112, når du mener, at det er nødvendigt. Det er bedre, at du ringer 112 en gang for meget end en gang for lidt.

Personalet ved 112 sidder klar til at hjælpe med at finde ud af, hvad der skal ske og du skal følge de vejledninger, som personalet giver. Hvis personalet siger, at du skal blive på adressen og evt. yde førstehjælp, indtil hjælpen er fremme, er det dét, som du gør.

At du ringer 112, betyder dog ikke nødvendigvis, at der skal sendes en ambulance.

Når du har ringet 112, skal du altid ringe til os og fortælle, hvad der sker. Du ringer til os, så snart der er tid til det. Når du ringer til os, låser vi din bil. Din bil bliver åbnet igen, når du igen ringer til os og fortæller, at hjælpen er fremme og at du er klar/hvornår du er klar til at køre videre.

Husk at du skal have byttepenge med i bilen

Du skal huske at have byttepenge med i bilen. Du skal kunne give tilbage op til nærmeste 100 kr., når kunden betaler med kontanter.

Hvis kundens tur fx koster 144 kr., skal du kunne give tilbage op til 200 kr.

Må kunderne betale med MobilePay?

Vi tilbyder ikke kunderne mulighed for at betale med MobilePay, når de bestiller ved os. Vi anbefaler heller ikke til, at du tilbyder MobilePay, fordi det forvirrer kunderne, at det ikke gælder i alle bilerne.

Hvis du vælger at tage imod MobilePay, skal du gøre kunden opmærksom på, at vedkommende  ikke må forvente at kunne betale med MobilePay i andre biler, fordi det ikke er et krav fra Midttrafiks side at tilbyde MobilePay.

Husker du at tjekke trappen, inden du begynder at løfte kunden med trappemaskine?

Sikkerhed og tryghed er vigtigt, når du løfter kunderne med trappemaskinen. Vi vil derfor gerne bede om, at du tjekker trappen, inden du begynder at løfte kunden med trappemaskinen. Du skal tjekke, om der skal anvendes en særlig type trappemaskine eller om trappemaskinen slet ikke kan bruges på trappen. Dette gælder især, hvis det er første gang, at en kunde skal løftes med trappemaskine.

Hvis der er udfordringer med trappen eller typen af trappemaskine, skal du kontakte os.

Batteriet på din trappemaskine skal være opladet

Du skal huske at oplade batteriet på din trappemaskine, så trappemaskinen har nok batteri til at blive brugt på et hvilket som helst tidspunkt i bilens åbningstid.

Du må ikke holde pause ved indgangen på Regionshospitalet Gødstrup

Det er vigtigt, at du ikke parkerer ved indgangen på Regionshospitalet Gødstrup, hvis du skal holde pause ved hospitalet. Hvis du parkerer ved indgangen, når du holder pause, tager du pladsen fra dine kollegaer, som skal aflevere/hente kunder på hospitalet.

Hvis du skal holde pause ved hospitalet, skal du køre et andet sted hen og parkere. Alle parkeringspladser ved hospitalet er gratis at parkere på.

Prisen på handicapkørsel stiger 1. marts 2023

Fra 1. marts 2023 stiger prisen på handicapkørsel.

Prisen vil fremover være 3,5 kr. pr. km, min. 35 kr. Fra 101 km stiger prisen til 12 kr. pr. km.

Hvorfor ændrer vi prisen?

Vi ændrer prisen på handicapkørsel pga. de stigende priser i samfundet.

Det er Midttrafiks bestyrelse, der har besluttet, at prisen ændres.

Hvad skal du gøre, hvis kunden spørger til prisændringen eller er utilfreds med den?

Du skal bede kunden om at ringe til os på 87 40 83 00.

Skal du gøre noget, når du møder kunder med mundbind?

Hvis du møder en kunde med mundbind, skal du ikke gøre noget.

Der kan være mange grunde til, at kunden har mundbind på. Bl.a. at kunden har nedsat immunforsvar. At en kunde har mundbind på, betyder ikke altid, at vedkommende smitter med sygdom.

Har din transportstol fodstøtter?

Vi har modtaget henvendelser fra kunder, der oplyser, at de bliver transporteret i transportstole uden fodstøtter. Det er et krav i udbuddet, at der skal være fodstøtter på transportstolene. Du skal derfor tjekke, om din transportstol har fodstøtter. Hvis den ikke har det, skal du bede din vognmand om at anskaffe en med fodstøtter til din bil.

Tag godt imod vores nye leder i driften i Flextrafik

Torben Brix Mortensen er startet som ny leder for driften ved Flextrafik d. 1. februar 2023.

Vi håber, at du tager godt imod ham.