En fremtid med corona som passager

85 % af Midttrafiks kunder føler sig trygge ved at tage kollektiv trafik. Midttrafik har i forbindelse med uddeling af håndsprit og mundbind spurgt en række kunder omkring deres forventninger til brug af kollektiv trafik i fremtiden.

Alligevel faldt passagertallet brat, da smittetrykket steg i august måned. Halvdelen af de kunder, der vil bruge kollektiv trafik mindre i fremtiden, er nervøse for smittespredning i busser. Midttrafiks undersøgelse og kundehenvendelser indikerer, at det især er de andre kunders adfærd, der giver anledning til bekymring.

Arbejdet med de tryghedsskabende tiltag kan fortsætte i flere år, hvis Midttrafik skal drive kollektiv trafik med coronavirus og højt smittetryk som lejlighedsvis passager.

Det lave smittetryk før sommerferien bragte næsten Midttrafiks passagertal tilbage på 2019-niveau. Efter sommerferien steg smittetrykket, mens passagertallet faldt. Krav om mundbind, senere opstart af ungdomsuddannelserne i Aarhus og myndighedernes opfordring til at undgå kollektiv trafik og arbejde hjemme, har fået 30-40 % af kunderne til at blive væk.

Sidste uge var professor i infektionsmedicin Jens Lundgren ude i medierne med et budskab om, at håndsprit, mundbind og afstand forbliver en del af danskernes hverdag i mindst to år. Som Midttrafik havde forventet, er passagertallet steget i september, hvor restriktionerne i Aarhus er væk, samtidig med at både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser er startet op. Holder Jens Lundgrens vurdering stik, skal Midttrafik dog forvente bølgegang i passagertallene langt ud i fremtiden.

Hver gang smittetrykket stiger, bliver kollektiv trafik fremhævet som potentiel smittekilde, og myndighederne fraråder brug af kollektiv trafik. Midttrafik skal kontinuerligt arbejde med tryghedsskabende tiltag for at modvirke store dyk i passagertallet, hver gang smittetrykket stiger et sted i Region Midtjylland.

Behov for mere viden

Ifølge Midttrafiks undersøgelse mener syv ud af ti kunder, at Midttrafik tager ansvar for at begrænse smitten. Den synlige uddeling af håndsprit og mundbind bliver sammen med information om krav til brug af mundbind nævnt som eksempler. Sommerens undersøgelse giver Midttrafik en indikation af, at de iværksatte tiltag bliver godt modtaget hos kunderne.

Læs undersøgelsen om kundernes forventning til brug af kollektiv trafik i fremtiden

Undersøgelsen åbner samtidig op for en række spørgsmål, som Midttrafik ønsker at få afdækket til det fremtidige arbejde med tryghedsskabende tiltag:

Hvilke tiltag skal Midttrafik iværksætte for at genvinde trygheden hos 15 % af de adspurgte, der ikke er trygge ved at rejse med kollektiv trafik på grund af smittefare og for mange mennesker? Hvordan fjerner Midttrafik bekymringen hos 50 % af de adspurgte kunder, der rejser mindre under corona-pandemien, fordi de er bekymrede for smitterisiko og andre kunders adfærd?

Er det kun en vaccine, som Midttrafik ikke har indflydelse på, der virker her? Er der mere trygt i bussen, hvis der er færre kunder? Er hyppigere rengøring vejen frem? Skal der nye teknologier til?

57 % siger, at de er opmærksomme på at holde afstand. Midttrafik kører fortsat med nedsat kapacitet. Hvad sker der, hvis vi øger belægningen? Kommer der flere kunder i busserne eller får det kunderne til at blive væk?

Midttrafik ønsker at dykke mere ned i utrygheden for at sætte ind med den rigtige retning ud af corona-krisen og de rigtige tryghedsskabende tiltag. På nuværende tidspunkt er det meget svært at give et estimat på antallet af passagerer/indtægter for fremtiden, hvornår kommer kunderne tilbage og i hvor stor grad kommer kunderne tilbage? Endeligt hvad skal vi gøre for at kunderne kommer tilbage?

Nuværende tryghedsskabende tiltag i Midttrafik

  • Ekstra rengøring i alle busser
  • Ekstra rengøring af kontaktpunkter på større ruter og Letbanen midt på dagen
  • Stoppestedsværter, der uddeler håndsprit og mundbind
  • Tydelig skiltning i busser, letbane, større stoppesteder og letbaneperroner omkring god corona-adfærd.
  • Nedsat kapacitet i busserne – cirka 40 i en almindelig bus, cirka 55 i en mellemstor bus og cirka 65 i en ledbus
  • Krav om brug af mundbind
  • Adfærdskampagner på Facebook