Statslig kompensation til trafikselskaberne

Trafikselskaberne får fuld kompensation for det indtægtstab og de merudgifter, som COVID-19 restriktionerne har forårsaget i 2021. Aftalen er indgået mellem Regeringen, Danske Regioner og KL med det formål at opretholde den kollektive trafik på samme serviceniveau som før pandemien.

COVID-19 kompensation for 2021 har været varslet siden efteråret 2020. I juni var det endelig en kendsgerning, at kompensationsmodellen for 2020 bliver videreført i 2021. Aftalen mellem Regeringen, Danske Regioner og KL betyder, at der bliver udbetalt kompensation til trafikselskaberne på i alt 600 mio. kr.

Med aftalen får trafikselskaberne fuld kompensation for både mindre indtægter og merudgifter i forbindelse med COVID-19 pandemien. Aftalens parter ønsker at holde hånden under den kollektive trafik og dermed sikre, at kunderne kan vende tilbage til samme serviceniveau som før pandemien, når de vender tilbage til den kollektive trafik.

Midttrafiks passagerindtægter var i januar reduceret med knap 70 % i forhold til normalt niveau. Forventningen for resten af 2021 er et fald på 20 % i forhold til normalen. Dertil kommer udgifter til tryghedsskabende tiltag, informationsmaterialer m.m.

Trafikselskaberne bliver kompenseret for følgende:

  • Mindreindtægter fra billetter og kontrolafgifter for bus, bane og flextrafik i forhold til det budgetterede for 2021.
  • Merudgifter til indsættelse af ekstrakapacitet for at sikre afstand mellem passagererne, under forudsætning af, at der er gældende statslige opfordringer om indsættelse heraf som følge af Covid-19.
  • Merudgifter til eventuelle værnemidler samt rengøring af busser, flexbiler, salgssteder, kundefaciliteter og chaufførlokaler, der følger direkte af COVID-19.
  • Merudgifter til flextrafik, som følger direkte af COVID-19, fx solo-kørsel.
  • Trafikselskabernes merudgifter forbundet med kommunikation vedr. COVID-19 hensigtsmæssig adfærd.
  • Merudgifter forbundet med såkaldt ”crowd control” ved stoppesteder og knudepunkter, som følger direkte af COVID-19.
  • Modgående mindreudgifter ved reduceret drift for bus, bane og flextrafik i forhold til det budgetterede for 2021.