Holland inspirerer til midtjyske initiativer

Garanti på busruter, BRT-løsninger, bilfri bymidte, attraktive skiftezoner og grøn omstilling til brint kom med hjem i bagagen som inspiration, da Midttrafiks bestyrelse var på studietur i Holland slut september.

Anlægget ligger øde hen. Kun bilerne på de nærliggende parkeringspladser og cyklerne i den overdækkede cykelparkering vidner om, at Hub Gieten fungerer som en aktiv mellemstation for borgernes transport til og fra den bilfrie bymidte i Groningen. Stilheden brydes af 8-10 busser, der ankommer samtidig. Kunderne myldrer ind og ud af busserne, hen til ventende taxaer eller opsamlingspladsen. Alt efter behov venter der café, toiletter, drikkevands-standere, information og salg, wifi eller udendørs fitness på de borgere, der har tilvalgt kollektiv trafik. Og dem kommer der flere og flere af.

Midttrafiks bestyrelse var på studietur i Groningen i Holland 22.-24. september. Formålet var at få inspiration fra et større byområde, hvor kollektiv trafik bliver prioriteret og benyttet til at skabe et attraktivt bymiljø. Regionerne Groningen og Drenthe har samlet omkring 1,1 mio. indbyggere. Den største by Groningen har 220.000 indbyggere. Dimensioner, der matcher Region Midtjylland ganske godt.

OV-Bureau er det regionale trafikselskab for regionerne Groningen og Drenthe. Siden 2014 har trafikselskabet oplevet en årlig passagertilvækst på 5-15 %, afhængig af hvilken rute, der måles på.

Alle skal have adgang til kollektiv trafik
Trafikselskabet har det primære mål, at alle skal kunne komme til deres destination, uanset hvor de bor.

Målet bliver opfyldt af et velfungerende BRT-system, hvor hovednettet består af produkterne Q-liner og Q-link. Højkvalitetsbusser, der kører med høj frekvens (4-8 afgange i timen) alle ugens dage fra kl. 7-24, kommer frem via særlige busbaner og kan dermed passere bilkøerne.

Designmæssigt er det let for kunderne at skelne mellem de forskellige hovedlinjer. Hver hovedlinje har sin egen farve, som går igen på både oversigtskort og på busserne.

De borgere og erhvervsvirksomheder der ligger langs hovedlinjerne kan trygt regne med, at ruter og stoppesteder bliver fastholdt minimum 20 år. En garanti, der er udstedt for at give borgere og erhvervsliv sikkerhed og incitament til at etablere sig langs hovednettet.

Tilbuddet om kollektiv trafik indeholder også et basisnet med mindre busser. Basisnettet kører mindst en gang i timen 24-7. For basisnettet er der udstedt garanti for forbindelse mellem endepunkterne i 10 år. Der bliver ikke udstedt garantier på rute- og stoppestedsniveau.

Omstigning til kollektiv trafik via hubs
Over 50 hubs fordelt i regionerne Drenthe og Groningen, sikrer borgerne adgang til kollektiv trafik. En hub er et knudepunkt, hvor borgerne skifter fra egne transportmidler som bil eller cykel over til kollektiv trafik. De enkelte hubs tilbyder en række faste faciliteter som parkeringspladser, overdækket cykelparkering, ladestander til elbiler og elcykler, drikkevandsstander, café, toiletter, information og salg, wifi og udendørs fitness for at skabe liv og gøre det attraktivt for borgerne at bruge den kollektive trafik.

Alle regionens borgere har en hub tilgængelig inden for en radius af 15 km. Udover egen bil eller cykel, kan borgerne benytte sig af hub-taxaer, der for billige penge sørger for transport fra hjemadresse til nærmest hub eller retur.

Grundtaksten for buskørsel er 16,6 cents (cirka 1,25 kr.) per kilometer. En hub-taxa koster 16,6 cents x 2,5 per kørt kilometer fra adresse til hub (cirka 3,15 kr.). Vælger kunden at rejse fra hjemadresse til en anden adresse, koster hub-taxaen 16,6 cents x 5 per kørt kilometer (cirka 6,25 kr.).

Biler – ingen adgang
Byen Groningen har fjernet stort set alle biler fra bymidten. Alle vareleveringer sker inden kl. 11. Herefter kører der kun busser og cykler - med få undtagelser. Byen bliver arealmæssigt ikke bygget større end den nuværende by. Udskiftningsparate bygninger bliver erstattet af højere huse for at holde byen samlet og for at imødekomme et stigende indbyggertal. Store shoppingcentre og hospitaler ligger i udkanten af byen.

Groningen er en universitetsby med cirka 50.000 studerende. De kører gratis med kollektiv trafik og er flittige brugere. Byen er i gang med et stort fornyelsesprojekt af togstationen. Projektet skal bringe tog og busser tættere på hinanden og afhjælpe trafikale udfordringer ved at give busserne en dedikeret vej uden om den øvrige trafik. Med i projektet hører anlæg af yderligere 7.500 pladser til cykelparkering. De nuværende 10.000 pladser løser ikke behovet for de mange cyklende borgere, der skal videre med kollektiv trafik. Cyklerne har plads under togstationen med rene og indbydende faciliteter. De flotte omgivelser ser ud til at have indflydelse på, hvor pænt cyklerne bliver parkeret.

Grøn omstilling
Busserne kører i dag på diesel og en omstilling til el- og brintbusser er i gang. Efter planen skal alle nye busser være omstillet til nulemission fra 2025. Fra 2030 gælder det samtlige busser i regionerne Drenthe og Groningen.

Et besøg på Energi Transition Center gav bestyrelsen indblik i, hvordan hollænderne vil overgå fra gas til brint som primær energikilde. Klimaforandringer har medført, at Holland i højere grad er ramt af jordskælv. Det gør, at brugen af gas udgør en risikofaktor for eksplosion. Muligheden for at genanvende den nuværende infrastruktur med gasledninger, gør brint til en naturlig efterfølger.

Etablering af midtjysk hub
Kollektiv trafik er ikke bare transport fra A til B. Faciliteterne ved stoppesteder er vigtige faktorer for kundens oplevelse. Det skal være let at skifte fra bil til bus, fra cykel til letbane eller bare bus til bus eller bus til letbane.

Midttrafik ønsker at igangsætte projekter med etablering af midtjyske hubs ved strategiske knudepunkter, hvor der er højfrekvent kollektiv trafik. Region Midtjylland har administrativt vist positiv interesse for projektet, men et eventuelt økonomisk bidrag kræver en særskilt politisk beslutning.

Midttrafik byder ind med rådgivning og projektledelse, og vil undersøge muligheder for statslig og kommunal medfinansiering.