1. juni 2022 

Aldersgrænse for pensionistrabat hæves

Fra den 1. juli 2022 stiger aldersgrænsen for at opnå pensionistrabat fra 65 år til 67 år, når der rejses med kollektiv trafik. Ændringen gælder for alle landets tog- og trafikselskaber og sker som en tilpasning til den gældende aldersgrænse for folkepension, der løbende bliver reguleret.

I takt med at alderen for folkepension stiger, bliver retningslinjerne for at opnå pensionistrabat på rejser i den kollektive trafik tilpasset. Personer på tidlig- og sociale pensioner bliver ikke berørt af den ændrede aldersgrænse, der får størst betydning for personer lige under den nye aldersgrænse.

Derfor er der etableret en overgangsordning for personer, der på nuværende tidspunkt har opnået pensionistrabat på baggrund af alder, men ikke når at fylde 67 år inden 1. juli 2022.

Det betyder, at kunder der allerede benytter en billettype med pensionistrabat, fordi de er fyldt 65 år, må fortsætte med det efter 1. juli 2022 – også selvom de ikke er fyldt 67 år endnu.

De billetter, som er omfattet, er:

  • Pendlerkort
  • Rejsekort kundetype pensionist
  • Klippekort
  • Pensionistkort

 

Spørgsmål og hjælp

Se spørgsmål og svar om aldersændringen her 

Kunder, der har spørgsmål eller brug for hjælp, kan kontakte Midttrafik Kundecenter på tlf. 70 210 230.

Fakta

  • Aldersgrænsen for pensionistrabat i den kollektive trafik hæves fra 65 til 67 år d. 1. juli 2022.
  • Folkepensionsalderen stiger i 2022 til 67 – sådan at alle født efter 1. juli 1955 kan gå på pension som 67-årige.
  • Folkepensionsalderen steg til 66 i 2020 og til 66,5 i 2021.
  • Næste planlagte stigning i pensionsalderen er i 2030.