5. januar 2026
Nye priser fra 18. januar 2026
Der er ikke de store ændringer i priserne for 2026.
Midttrafiks bestyrelse ønsker som udgangspunkt at fastholde priserne på 2025-niveau og udnytter derfor ikke Trafikstyrelsens retningslinjer for, hvor meget priserne på den kollektive trafik må stige i 2026. De planlagte prisstigninger udgør kun 0,2 procent-point af årets takststigningsloft på 1 procent.
To billetprodukter bliver dyrere
Pendlerkort 4 og 5 zoner
Prisen på pendlerkort er aftalt med DSB, GoCollective og de øvrige trafikselskaber i Vestdanmark. Prisen stiger i gennemsnit med 3,5 procent. Et voksen-pendlerkort til 4 zoner stiger fra 780 kr. til 810 kr. for 30 dage, mens et pendlerkort til 5 zoner stiger fra 960 kr. til 990 kr. for 30 dage.
Dagsbilletter
Prisen på de populære dagsbilletter har ikke været justeret, siden de blev lanceret i 2020. I 2026 bliver det 10 kr. dyrere at købe en Dagsbillet, der giver fri rejse en hel dag med Midttrafik i enten Aarhus eller hele Region Midtjylland.
Dagsbillet Aarhus stiger til 59 kr., mens Dagsbillet Midtjylland stiger til 109 kr.