Oktober 2025
Flextrafik nyhedsbrev
Tag godt imod vores nye trafikstyrer
Mette er startet som trafikstyrer ved Flextrafik d. 1. oktober. Har du ikke allerede snakket med Mette, så tag godt imod hende når hun er i røret.
.SR betyder servicerejse
Det betyder, at der er lagt ekstra tid på til at følge patienten hen til afdelingen eller til at hente patienten på afdelingen.
Præhospitalet får jævnligt henvendelser fra patienter og afdelinger, hvor patienten ikke er fulgt hen til afdelingen, selv om der er bestilt servicerejse. Da der er lagt ekstra tid til, betyder det også ekstra betaling, og derfor skal patienten følges til afdelingen. Det samme gælder når en patient skal hentes på en afdeling, hvor vi nu hører om en praksis der går ud på, at der ringes til patienten og beder denne gå ned til bilen. Det skal I ikke gøre, da der er betalt for afhentning på afdelingen.
Er der en patient, der ikke vil med op på afdelingen, skal du gå op på afdelingen og meddele, at patienten ikke ville med op, men fx ville gå i kiosken først og derefter selv komme på afdelingen. Det kan virke ulogisk, men så har du gjort det, der er bestilt og betalt for - og så kan afdelingen evt. vurdere, om servicerejser er nødvendige for den patient efterfølgende. Hvis du er forsinket, så spring ikke over ved bare at aflevere patienten i forhallen. Ring i stedet til Trafikstyringen og oplys om forsinkelsen, så tager de stilling til, hvad du skal gøre.
Eksempel på køreordre som den kan se ud når du modtager den:
BAG 19:13 (19:10) 3011 12102#5 07:30--2#Anders And M38#1 PER IKLEG 0 KR#<VI HJERTESYG SENG.SR#VCITY VIB#PN:8800 Heibergs A#lle 5A, 6 etage
Brug kundernes for- og efternavn ved afhentning
Når du henter kunder i receptioner, forhaller, venterum på afdelinger eller andre steder hvor der er mange mennesker, kan der være flere personer med det samme fornavn.
Brug derfor altid både for- og efternavn, når du henter kunder. Husk også at tale højt og tydeligt, så du er sikker på, at det kan høres af alle. Det minimerer risikoen for, at du kører forgæves efter en kunde, som ikke kunne høre, at du kaldte eller at du får en forkert kunde med.
Ombygning Horsens Sygehus
Fra 1. oktober er indkørslen fra Sundvej lukket permanent, da der skal bygges en sterilcentral hen over vejen (når bygningen er færdig bliver der efterfølgende kun adgang for gående og cyklende). Indkørsel skal fremadrettet altid ske fra Strandpromenaden.
Lukningen betyder også at gennemkørsel fra Sundvej til Strandpromenaden ikke længere kan ske og derfor er det sygehusets håb, at trafikmængden på stamvejen op gennem sygehuset falder til glæde for f.eks. Flextrafik.
Forpladsen ved indgang A og B er færdig ombygget, hvilket bl.a. betyder at der nu er en dedikeret liftvognsplads til venstre for indgang A og igen er etableret pladser for bl.a. Flextrafik, så vi nemmere kan aflevere/afhente på sygehuset.
Indgang C bliver først ryddet til sommeren 2026, så det har stadig lidt lange udsigter.
Telefonstatistik og rettidighed
3. kvartal 2025 (juli – september): | . |
---|---|
Antal besvarede kald på vognmandslinjen | 24.956 |
Gennemsnitlig ventetid | 62 sekunder |
Besvaret indenfor 120 sek. | 81,8 % |
Rettidig afhentning | 91,90 % af alle kunder afhentet til tiden |
Rettidig aflevering | 95,40 % af alle kunder afleveret til tiden |