Høring 5. - 18. januar 2026
På ruter, hvor der er foretaget væsentlige ændringer, fx justeringer af afgangstider, ændrede ruteforløb, nedlagte afgange eller nye afgange, er køreplanerne i høring fra 5. til og med 18. januar 2026. Køreplanerne træder i kraft 28. juni 2026.
Du kan også se om din køreplan er i høring under den enkelte rute
Når høringsperioden er slut, indsamler Midttrafik alle høringssvar og vurderer mulighederne for justeringer. Kommuner og Region modtager Midttrafiks sagsbehandling på de pågældende ruter og træffer herefter den endelige beslutning om ændringerne.
Under den enkelte rute herunder, finder du en beskrivelse af ændringerne samt en høringskøreplan. Her kan du afgive dit høringssvar i formularen. Hvis 600 tegn ikke er nok, kan du i stedet sende en e-mail til hoering@midttrafik.dk eller som postbrev til Midttrafik, Søren Nymarksvej 3, 8270 Højbjerg. Mærk kuverten "Høring".
Høringskøreplaner
Herunder kan du se en liste over alle de køreplaner, der er i høring. Hvis du ikke kan finde din rute på listen, er der ingen væsentlige ændringer på ruten, og den er derfor ikke i høring. Selvom ruten ikke er i høring, kan der dog være enkelte nødvendige køretidsjusteringer i køreplanen.
Klik på ruten for at læse om ændringerne og indsende din kommentar.
Se hvordan dine personoplysninger behandles i Midttrafiks privatlivspolitik
410: Skive - Sdr. Ørum - Ørslevkloster - Skive
Rute 410 betjener fremadrettet strækningen mellem Skive, Højslev og Virksund med fire afgange via Sdr. Ørum, hvilket gør det nemmere at komme til uddannelse i Skive. Skoleelever i Lundø-området betjenes af skolebus-ruter, og betjeningen af elever i Sdr. Ørum og Nr. Søby suppleres af en skolebusrute.
Rute 410 kører via Hald og Ørslevkloster på tidspunkter, der passer til skoleelever. Uden for skoletiden kører bussen direkte mellem Højslev og Virksund via Hobrovej. Om morgenen kører bussen direkte via Hobrovej til Virksund og retur via Ørslevkloster og Hald for at samle elever op mod Højslev og Skive. Om eftermiddagen og i weekenden kører bussen via Hald og Ørslevkloster til Virksund og derfra direkte retur via Hobrovej til Højslev og Skive.
Bussen kører via Viborgvej gennem Dommerby, hvilket giver tilnærmet timesdrift til og fra Skive. Derudover etableres der to eftermiddagsafgange fra Skive Gymnasium. For at imødekomme kapacitets-behovet indsættes der ekstra morgenafgange fra Nr. Søby til Skive.
Højslev Station fungerer som et Flextur- og Plustursknudepunkt med togforbindelser til Skive og Viborg. Derudover er der etableret flextursknudepunkter i Sdr. Ørum, Højslev Kirkeby, Hald, Lund, Bøstrup og Virksund.
Se høringskøreplan 2026/2027 (PDF)