Årsrapport 2023 - interview med Steen Vindum
Hvad har det betydet for trafikselskaberne, at transportministeren nedsatte et ekspertudvalg i maj 2023?
Det betyder forhåbentlig, at vi nu får mere fokus på kollektiv transport og de udfordringer, der er lige nu. For det er ingen hemmelighed. Vi har været igennem nogle svære år med passagerer, der forsvandt på grund af Corona, med stigende inflation, der har gjort det dyrere at drive busserne. Så nu håber jeg, at vi måske får nogle svar og nogle handlemuligheder, som vi kan tage hul på.
En køreplantime koster nu 15 % mere end den gjorde for bare få år siden. Vi har været inde og reducere vores køreplanstimer med 7 %. Vi har været igennem nogle voldsomme udfordringer. Nu trænger vil til at få nogle konstruktive snakke om, hvordan vi kan øge den offentlige transport i stedet for bare at kigge på den negative spiral. Så jeg ser frem til, hvilke løsninger de kommer med.
2023 bød på prisstigninger og besparelser i den kollektive trafik. Hvordan spiller det sammen med den grønne omstilling?
Det er rigtigt, at vi har været igennem nogle besparelser, men det er også blevet rigtig meget dyrere at drive busser i dag end for få år siden. Vi ser i indeværende år, at det bliver 10,4 % dyrere at tage med den kollektive transport. Sidste år blev det 4,7 % dyrere. Vi er selvfølgelig bekymrede over, hvordan vores gæster og passagerer vil modtage det.
Men jeg synes egentlig, at vi har mange værktøjer. Det er os, hvis man mener noget med den bæredygtige omstilling. Hvis man mener noget med, at Danmark skal hænge sammen. At det skal være nemmere at komme fra land til by og omvendt. Det står i øvrigt i regeringsgrundlaget. Hvis man mener noget med trængselsproblemerne i de større byer, så synes jeg, vi har mange svar. Derfor tror jeg, at vi nu får meget fokus på den grønne del. Og når jeg ser på dem, der kører og driver busserne og kommunerne, så har de været rigtige dygtige til at omstille til bæredygtige busser. Elbusser, gasbusser og så videre.
Jeg sagde før, at vi har reduceret antallet af vores køreplanstimer med 7 %, mens det er blevet 15 % dyrere. Den eneste grund til, at vi ikke har skulle reducere mere, er, fordi vi har nogle ejere, der har støttet os, kommunerne og regionen. Det er jeg virkelig glad for.
Vi er i Aarhus lige nu. Aarhus er en af de kommuner, som faktisk har valgt at sige, at det serviceniveau, vi har haft, det vil vi blive med at have. Det har været dyrt for Aarhus Kommune. Jeg synes , det har været modigt og anerkendelsesværdigt, og egentlig bare at sige tak til alle vores ejere, fordi de har stået der bag os.
Politisk bliver der peget på samkørsel som en løsning på den efterhånden manglende sammenhæng mellem land og by. Ser du er et potentiale for samkørsel i Midttrafiks område?
Jeg ser faktisk et kæmpe potentiale i samkørsel, og det er jo noget af det, vi har spillet ind til ekspertudvalget, om ikke de skal prøve at se på det også. I øjeblikket er der nogle barrierer i forhold til noget lovgivning, men når vi ser, hvor mange biler, der kører rundt med bare én person i, så giver det jo ikke rigtig nogen mening i et moderne samfund. Så hvis vi kan få puttet bare én eller to personer mere ind i alle de biler, der kører, så skal vi jo arbejde på det.
Og det tror jeg, vi kan få nogle redskaber til at gøre. Jeg tror også, man vil tænke, at det er moderne. Og så er det her på ingen måde et angreb på noget, der er etableret i forvejen. Det her handler ikke om Uber. Det her handler egentlig bare om, at biler, der i forvejen kører fra A til B. Lad os endelig putte én eller to mennesker mere ind i dem.
Hvad er dine forventninger til den kollektive trafiks udvikling i 2024?
Jeg ser egentlig ret positivt på 2024. Vi kan se, at vi får flere passagerer ind i busserne nu i 2024 end vi gjorde i 2023. Jeg synes, vi har nogle produkter, som er gode. Jeg håber, at vi går ind i en stærk udvikling. Og så er jeg faktisk ret optaget af, at vi får de unge til at tage busserne måske mere, end de gør. Vi ved, at det er vanedannende, at når man først har prøvet at tage en bus og prøvet, hvad det er for en service, der er, så bliver man ved. Så jeg håber, at vi kan have et stærkt fokus på de unge, men egentlig på alle. Men jeg er egentlig ret optimistisk i 2024 i forhold til 2023.